0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Verden vil bedrages

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I den romerske hær var højdekravet 151 cm. Fortælleren i Lars Saabye Christensens roman 'Halvbroren' kunne derfor lige akkurat være blevet indrulleret som soldat for et par tusind år siden, men i det 20. århundredes Norge er han nærmest en dværg, der må vælge sine helte med omhu. Som Humphrey Bogart f.eks. - han kunne svare for sig og sin højde. På film.

Og netop filmen som kunstart danner sammen med Hamsun og Dantes guddommelige komedie klangbund for den store fortælling om fire generationer og deres liv på Kirkeveien i Oslo, som har optaget de norske læsere, siden den udkom i efteråret 2001.

'Halvbroren' er et gigantisk projekt, både hvad angår omfang (bogen er på 651 sider) og ambitionsniveau. Her væves historier sammen på en måde, der kunne karakteriseres som, Jan Kjærstad møder Erik Fosnes Hansen - hvis ikke det lige var, fordi man så fik 'Halvbroren's fortæller Barnum på nakken.

Som filmmanuskriptforfatter hader Barnum nemlig den slags sprog: 'Rainman' møder 'Høstsonaten' er ikke en film, man får ham til at lave. Men et par metalitterære refleksioner over fortællingens væsen og lidt verdslig salme for de mislykkede er der nu alligevel rystet med i Lars Saabye Christensens romancocktail, hvor også alkoholen flyder i rigelige mængder.


Romanens urscene er en voldtægt, som finder sted på et tørreloft på Kirkeveien på selve befrielsesdagen 8. maj i 1945. Den unge glade Vera er ved at hænge vasketøj op, da hun pludselig bliver grebet bagfra og voldtaget af en mand, hun aldrig når at se. Det eneste, hun noterer sig, er, at han mangler en finger.

Chokket gør hende tavs i flere måneder - en reaktion, som den søn, hun føder i en taxa ni måneder senere, gentager, da han som 11-årig får sit livs chok.

Sønnen får paradoksalt nok navnet Fred af taxachaufføren, og han er den halvbror, som titlen hentyder til. Den ordblinde Fred er nærmest født vred. Han er en overgang Oslos boksehåb, men ligesom for familiens øvrige medlemmer bliver det ved håbet.

Oldemoderen, kaldet Den Gamle, var i sin tid en feteret stumfilmstjerne, men alle hendes filmstrimler er brændt, og hun er glemt.

Og den mand, der et par år efter krigen dukker op i en Buick og forfører Vera med nylonstrømper, ligner mest af alt en fed hvalfanger. Han stammer fra en ø i det nordligste Norge og har en fortid i cirkus. Han er en strejfer og en drømmer. Og så er han fortællerens far.


I cirkus har faderen lært et ordsprog, som løber som tema igennem hele romanen: 'Mundus vult decipi. Ergo decipiatur'. Verden vil bedrages. Derfor bedrages den.

Og det gør personerne så: lyver og bedrager. Med vilje, i nødværge, i fejhed og i solidaritet. Det er påfaldende, at romanens eneste erklæret ærlige mand begår selvmord og dermed afslører, at også han har hemmeligheder.

En særlig variant af løgnen er fortællingen, som bliver en måde at finde ind til sandheden på, selv når den er opdigtet. F.eks. bliver det aldrig sagt ligeud, hvem der er far til Fred, men man har sine anelser.

På den anden side er disse anelser jo arrangeret af Barnum som fortæller, og han kan have sine grunde, især når man ved, at han lever efter en anden af faderens cirkuserfaringer: »Det er ikke det, du ser, som er vigtigt, men det, du tror, du ser«.

For familien på Kirkeveien giver romanens tilfældige kæde af hændelser anledning til mange spørgsmål. Hvad er meningen? Hvad er latter? Efterlader man sig spor, når man er død? Romanen skildrer temmelig mange begravelser - både med og uden lig - og forsvundne personer. Fred brillerer f.eks. ved at være væk i 28 år.


Set fra læserens synspunkt virker kæden af hændelser nu snarere nøje tilrettelagt. Lars Saabye Christensen er flittig bruger af sammenfald og navnesymbolik, og når han på baggrund af romanens store tavshedstema kalder den første pige, Barnum bliver (håbløst) forelsket i, for 'Tale', nærmer han sig hastigt grænsen for det smarte.

I det store perspektiv er det dog småting. 'Halvbroren' er først og fremmest et overflødighedshorn af en roman, der kommer omkring strejfere og stærke kvinder, forsvundne jøder, kong Haakons død, Telegrafen i Oslo, verdens højeste mand, søsyge, mobning, frimærker, bilulykker, en tur til Italien, polarfart, underslæb og meget mere.

Alt sammen i ultrafine sansninger som denne, hvor Barnum netop har fået at vide, at hans oldemor er død: »Jeg likte ikke gebisset som lå i et glass vann, som om det var alt som var igjen etter Den Gamle, tennene hennes. Innsiden af en munn, et smil. Potten som stod på gulvet var heldigvis tom«.

Tom kan man derimod ikke sige, at romanen er. Den bliver bare ved og ved.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce