0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Spildt modermælk

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Trods et potentielt stærkt emne efterlader denne bog ikke andet end irritation hos læseren. Hollandske Heleen van Royen, født 1965, har skrevet 'Den lykkelige husmor' på, hvad der meget vel kunne være personlige oplevelser, nemlig et moderskab der begynder meget mislykket.

Først bliver hun, der er hjemmegående dulle med rig mand, gravid på mandens ønske. Hendes undvigemanøvrer er parodiske, barnlige og frastødende og skildres så outreret, så man tror, man sidder med en (om end fladpandet) humoristisk bog.

Så skildres fødslen i mange og lange detaljer. Den er forfærdelig og skaber - foruden moderens totale mentale uforberedthed - frugtbar grobund for, hvad man plejer at kalde en fødselspsykose. Ikke desto mindre ligger den fødende under pinslerne og fyrer Bridget-Jones-agtige one liners af.

Efter hjemkomsten til manden (der helt uformidlet fra primitivt handyr pludselig er blevet omsorgsfuld, om end fraværende far), nærmer beskrivelsen af sammenbruddet sig noget ægte og smerteligt.

Imidlertid er den desværre ikke ført ud over det konkrete, tilsyneladende selvoplevede til det reflekterede, alment vedkommende. Men der er vrangforestillinger, stemmer og forsøg på at skille sig af med ungen - nok så barske sager.

Så følger tvangsindlæggelsen, meget realistisk skildret, og et forløb hos en terapeut. Det hele viser sig at handle om en indkapslet sorg over faderens selvmord, som kvinden - der slår en som en meget dum gås - aldrig har ladet sig anfægte af.


Til sidst i bogen er der lagt i kakkelovnen til moderen, som bildte sine døtre ind, at deres far var en dum skid og hans død en lettelse. Men bogen slutter brat med en forsikring om, at hovedpersonen nu har det godt med sin søn - og med manden, som mirakuløst holdt ud.

Hvad læseren skal bruge det til, er dog uklart, fordi materialet slet ikke har været igennem en kunstnerisk eller bare intellektuel proces, hvor skildringen får en nogenlunde sammenhængende psykologisk og sproglig ramme.

Stilen springer - med den samme fortæller - fra parodi til terapi til patos. Selv terapeuten, som ellers er den store helt og redningsmand for fortælleren, latterliggør hun stedvis.

Ikke engang ham kan forfatterinden blive enig med sig selv om at tegne sammenhængende. Man får en mistanke om, at terapien ikke er tilendebragt, og fortælleren/forfatteren stadig er i en kaotisk tilstand.

Dette kunne være blevet en gribende bog, men materialet er tabt i poplitteraturens skraldespand. Da oversættelsen virker kompetent, må fadæsen ligge hos forfatteren selv.

Hvor pokker har den hollandske forlagsredaktørs gehør været? Og hvorfor køber Gyldendal sådan noget makværk? Godt nok er der penge i bøger om unge kvinders problemer, og nu er turen nået til husmødrene. Men så dumme er de altså heller ikke. (Håber jeg.)

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu