Drengen og krigen' er Aage Brandts første bog i lange tider. Den har flere spørgsmål end svar. Faktisk har den slet ingen svar. Aldrig har jeg læst en bog med så mange spørgsmålstegn i. Vi er på Balkan. Landet er opdigtet, og de geografiske og etniske betegnelser er slørede, men begge d'herrer Allah og Vorherre er til stede med navns nævnelse. Først er der så dejligt nede i dalen. Bedstefar drikker slivo og skolelæreren er ung og moderne. Og pigen Iris er sød. Olec på 14 år har ikke noget at beklage sig over. Men det får han. Der går en lige linje fra den papirkugle, som en i klassen skyder efter læreren, over snigskytterne på bjergsiden til den kolonne af tanks, der ruller ind og udrenser Olec's landsby. Det sidste oplever han ikke, ellers var han også død. Men den linje af dumhed og had er årsagen til de mange spørgsmålstegn. Olec forstår det ikke. Forfatteren forstår det heller ikke. Ingen forstår det. En gang tidligere har Aage Brandt bevæget sig ud i verden på samme måde. Med 'Filippo og friheden' skrev han et blidt, sorgmuntert eventyr om tilstanden i den tredje verden (Mellemamerika). Det har været tilpas langt væk til ,at Filippo - som en anden Klods Hans - kan tage magtens mænd på det forkerte ben. Her er det for tæt på. Der er for meget had i baghaven. Det har været i tv. Olec er færdig. Han er værre stillet end en frændeløs. Og det smitter af på sproget, der er uden power med sit messende hvorfor, hvorfor, hvorfor ... Afmægtighed i bøger for børn skal man helst undgå.
Had i baghaven
Lyt til artiklen
