Der er ting, som ikke må ske. Så enkelt er det: børn må ikke dø før deres forældre, og sker det alligevel, trækker tabet dybe eksistentielle flænger, et kaos større end verden. Ole og Lis Andreassen kender katastrofen indefra: Natten til 24. juli 1995 forsvandt deres 24-årige søn i et stormfuldt indonesisk farvand, og i stedet for at genopstå som en mirakuløs Robinson Crusoe efterlod han sine forældre på verdens ødeste ø, et nøgent skær midt i fortvivlelsens mørke brak. Det er fra dette trøstesløse nulpunkt, Ole Andreassen nu udgiver en lille samling tanker, citater og udklip - eller rettere: fra udgravningen til et nyt fastland, den uendelig langsomme landkending, som med tiden vil genskabe verdens tabte konturer og afsætte sig som en trodsig mening i det meningsløse. Fragmenter er det, langtfra noget stort sammenhængende opus - spredte brikker, som lidt efter lidt danner et mønster, et fodfæste, et sted at lægge sin forfærdelse til ro. Der er medfølende linier fra nær og fjern, lånte digte og prosa, avisudklip og dagligdags hilsner til den mistede dreng. Og så er der tankevækkende hug til 'det officielle Danmark', for hvem tabet af søn og rygsæk tilsyneladende kommer ud på ét - som håndterer de frygtelige nyheder med et iskoldt teknokrati, der skræmmer og giver magtesløsheden nye dybder. 'Kære Lass' er en smuk miniature-antologi om at miste, en næsten afklaret linegang hen over afgrundens lokkende dyb. Det er uprætentiøst og rørende, bittesmå fagter mod et stor mørkt intet.
Det umistelige
Lyt til artiklen
