De fleste mennesker lever og dør uden at afsætte sig spor. At nå så vidt som at blive en fodnote til Historien, er kun forundt de allerfærreste og hvad er det egentlig, de fodnoter fortæller os? I Lawrence Norfolks superambitiøse nye roman, hans tredje, vrimler det i bogstavelig forstand med fodnoter. Alene i løbet af romanens første hundrede sider, der er helliget en mytologisk fortælling, som udspiller sig i antikkens Grækenland, er der et par hundrede af dem. For læseren er de i starten stærkt irriterende, så irriterende, at man springer dem over for ikke at måtte smide bogen væk i afmagt. Længere henne i roman bliver de enkelte fodnoter til interessante miniessays, og når man lægger romanen fra sig, er det med et smil over, hvor raffineret Norfolks vældige noteapparat bruges til at understrege og udbygge romanens grundtemaer om fortællingers relativitet og fortiden, også den nære, som kampplads for divergerende fortolkninger.
Kampen mod bæstet
Lyt til artiklen
