Forfatteren Peter Rønnov-Jessen udgav henholdsvis i 1986 og 1988 romanerne 'Zero' og 'Den musselmalede kvinde'. Begge allegoriserende og til dels apokalyptiske sædeskildringer. Ja vrangvendte dannelsesromaner, krydret med sand satire over tidsånden fra 1960erne og frem. Men også skrevet i en noget indviklet, labyrintisk og monstrøs stil og i et eget dansk-svensk kaudervælsk. Nu har Rønnov-Jessen a la Hollywood skrevet sine værker om, lavet remakes eller snarere sat de to romaner sammen under titlen Babel Babel og gjort dem mere læservenlige, mindre kalejdoskopiske. Og det er ikke så ringe endda, som vi siger her i København, når vi skal spille jydetampe. Historien om vor tids Søren Kierkegaard, en fjern og fiktiv slægtning til den rigtige, og historien om nulmanden og Johannes Zero er sat sammen i kronologisk rækkefølge. Tilsammen udgør de yderst underholdende postmoderne pasticher på 1700-tallets pikareske romaner. Altså fortællinger om forholdsvis naive ungersvende og deres vej ud i den vide verden, hvor alt det candide via forhindringer og eventyr enten slibes til social indsigt og indretning eller fører til eksistentiel fortabelse og nederlag. Teologen Søren med sin slægts berømte forbandelse over sig, møder sin skæbne i skikkelse af den dejlige islandske Hekla, kvinden som bliver den musselmalede og som fører vor puritanske stivstikker ind i selvfortabelse og sindssyge. Hun er blevet til en afdanket luder i anden del af bogen, hvor hun spiller en rolle i sut- og sjusmiljøet omkring Johannes Zero, der såmænd også er en taber. Sørens skæbne er den puritanske og skæbnesvangre angst for tidsånden, mens Johannes er selve tidsånden og dermed også går under i en malstrøm af hurtige meninger, meningsløs mode og smarte griller. Søren er den uheldige nørd runden af religiøs kropsfornægtelse, Johannes langt ude i familie med Homer Simpson.