Ude i det lille køkken brygger Peter Rønnov-Jessen sort te i en blå keramikkande. Imens er der inde i stuen i dobbelthuset frit lejde til at se, hvilke bøger reolvæggen huser. Der er mange udenlandske. Og knap så mange danske.
Og som altid, når man lader sit blik spejde hen over andres vægge, får man nemmest øje på det, man selv kender i forvejen.
Bent Vinn Nielsen. Peter Rønnov-Jessen har flere bøger af den danske forfatter.
»Bruger du mælk og sukker?«.
Nej tak, svarer jeg. Men derimod gerne en hel del Bent Vinn Nielsen. En realistisk og samtidig temmelig underfundig forfatter.
Egentlig er det meningen, at vi skal holde os til at tale om Peter Rønnov-Jessens nye roman ’Oldtidskundskab’, der udkom for nylig og fik noget i retning af forbavsede anmeldelser.
På kanten af karikaturen
Fordi anmelderne ikke havde forstået, at der var tale om en fortælling der balancerer hårfint på kanten af karikaturen. En komedie. De har læst »en traurig historie om en midaldrende mand, der ikke har det godt«, som forfatteren siger.
Er du tilfreds med anmeldelserne, spørger jeg Peter Rønnov-Jessen.
»Nej«, svarer han og slår for første gang en bramfri og stemningsløsende latter op.
Nå, men så pyt være med de anmeldelser. Så meget interesserer de ham alligevel heller ikke. 25 år inde i forfatterkarrieren er Peter Rønnov-Jessen vant til at få sine bøger beskrevet som originale og særprægede og vant med at skrive sine bøger på trods af, hvad de sælger.
1971 var sjovere end 2007
Vi taler en del om politik. Om at det virkelig deprimerende i dag er, at alting er så ens – der er ikke rigtig nogen at holde med. Lige så træt man kan være af den siddende regering, lige så stensikker kan man være på, at man også bliver dødtræt af den kommende.
Men Peter Rønnov-Jessens bøger handler jo ikke om politik, som han siger. Heller ikke den nye om Martin G., som man kan følge i såvel 1971 som 2007. I 1971 ledsager man ham gennem seks dage i maj, hvor morgnerne er lyse, og solsorterne synger. Indimellem følger man ham så i november 2007, hvor det er mørkt og koldt.
Peter Rønnov-Jessen kan godt skrive under på, at det var sjovere at eksistere i 1971 end i 2007. I 1971 var der godt nok Vietnamkrig (»men den protesterede vi imod«), og så var der ellers dønninger efter ungdomsoprøret, musik, piger, tjald osv., inden oliekrisen meldte sig i 1973 og -74.
Samme stupide nysgerrighed
Og skægt for ham var det at skrive bogen, hvor hovedpersonen Martin G. har nøjagtig samme alder som sin forfatter:
»Jeg gik i 2. g. i 1971 og var 17 år dengang. I 1971 var der et ubændigt fremtidshåb. Man forestillede sig, at alt ville blive bedre og bedre. Med oliekrisen forsvandt den idé, men indtil da var der nogle år, som var en meget lys tid, hvor man troede på, at hele verden ville blive rigere, og at alting ville gå fremad«, siger Peter Rønnov-Jessen.
Og der var McCloud i fjernsynet om aftenen.
»Ja, men det er jo ikke så meget anderledes end i dag. Nu er der ’NYPD’. Nogle ting gentager sig selv. De foregår i en cyklus. Det er de samme fejl, vi begår igen og igen. Vi ændrer os ikke, for vi er de pattedyr, vi er. Måske får vi med tiden større viden, men klogere bliver vi jo ikke. Det er på den ene side deprimerende, men på den anden side er det opmuntrende, at alle til enhver tid går til tilværelsen med samme stupide nysgerrighed. Hvis vi ikke gjorde det, ville det ikke være til at holde ud«.
Midt i flip og tjald
Peter Rønnov-Jessens bog ’Oldtidskundskab’ ligger på sofabordet mellem de to tekopper. På væggene i stuen er der litografier. Til højre for sofaen en standerlampe designet af PH.
Dobbelthuset i Søborg skyder på langs ud i haven, forbi en flisebelagt terrasse omringet af roser, som forfatteren ikke har det store at gøre med. Han slår da græsset. Men blomsterne passes af hustruen, der er forlagsredaktør.
Huset har de boet i en årrække i. Umiddelbart ligner det noget lige så fornuftigt, som årene omkring 1970 var ifølge forfatteren:
»Midt i flip og tjald og alt det der i 71 var der en grundlæggende tro på fornuften. På at folk ville få det bedre fremover i de skandinaviske, socialdemokratiske samfund. Vi levede ikke så rædsomt, som man gjorde i Østeuropa, og ikke så vildt, som man gjorde længere mod vest. Der var en fornuft, jeg ikke længere kan få øje på. Nu er der derimod en småborgerlig, indeklemt snusfornuft«.
Men nu sidder vi jo her i et dobbelthus, som i sin grundtanke er fornuftig. Dobbelthuse giver plads til flere.
»De her huse er nu rent spekulationsbyggeri fra 1949. Der er ikke meget PH over dem. Prøv at se dig omkring. Vinduespartierne er enkle og firkantede. Men så er der lige en bue ind til spisestuen, og den passer slet ikke ind«.
Det er ikke sådan at slå pessimismen ud af Peter Rønnov-Jessen. Men han fordøjer nu mistroen over nuet med en latter, der lyder igen og igen.
Og pludselig, midt i en snak om, hvordan det efterhånden er blevet mere og mere naturligt at tale om privatiseringer af det offentlige, får Peter Rønnov-Jessen øje på tallerkenen, han selv har sat på sofabordet, og spørger:
»Vil du have en kage?«.
Tidligere har han sagt, at jeg endelig må ryge, hvis jeg har lyst. Han ryger ikke selv, men har intet imod, at andre gør det, for »det hele er blevet så helligt«, som han siger:
»Jeg håber ikke, mine børn begynder at ryge, og jeg holdt selv op for syv år siden, men alt det, man ikke må nu, det har taget overhånd. Det hele er blevet meget surt og strengt, som det blev senere i 70’erne. Dengang var det marxistisk. Nu er det liberalistisk. Men ligesom dengang bliver det opfattet meget entydigt. Og ideologisk. Dengang troede man blindt på staten. Nu har man den idé om, at hvis bare private udfører opgaverne i stedet for det offentlige, bliver det billigere og bedre. Også selv om de private aktører skal tjene penge på det, hvad det offentlige principielt ikke skal. Det er jo ikke logik, at det absolut bliver sådan«.
Selvfremstillelsen, siger han, fylder meget mere i dag, end den gjorde i 71, hvor en stor del af ’Oldtidskundskab’ foregår:
»Nu drejer det sig ikke om at være dygtig. Men om hvordan man præsenterer sig selv. Hvordan man tager sig ud. Det gælder over hele linjen«.
Det skal jo ikke handle om politik
»Det er ikke, fordi det skal handle om politik det her. For det handler bogen jo overhovedet ikke om. Men det hele er blevet et realityshow. Hvor det drejer sig om at fremstå troværdig. Ikke om at være det«.
At interviewet ikke skal handle om politik, vender Peter Rønnov-Jessen tilbage til nogle gange. Hvorefter vi igen begynder at snakke om politik. Ideologier, idiosynkrasier eller manglen på forskelle i holdninger mellem indflydelsesrige partier:
»Måske er jeg bare blevet reaktionær. Jeg ved det ikke. Men det synes mig, at de alle sammen dybest set mener det samme. Det er deprimerende«.
Latteren er lun. Selvironien er tydelig. Verden var ikke bedre i gamle dage i 1971. Men den var anderledes. Ikke blot på grund af alle mulige ydre omstændigheder fra Vietnamkrig til ideologisk kold krig.
Det må ikke se svært ud
Peter Rønnov-Jessen var purung dengang. Og som han siger det, er verden fantastisk, når man er 17.
Senere, når man er ældre, begynder man at stille højere krav til sig selv. Med årene er det ikke blevet nemmere for ham at skrive. Han er lige så langsom, som da han begyndte, og synes stadig, det er svært:
»Men det gælder jo så om, at det ikke må se svært ud! Det skal se ubesværet ud. Jeg har altid beundret folk, der nærmest smider sætningerne fra sig. For tekster skal have det der, der giver indtryk af, at man ikke mærker, hvor svært det har været«.
Ujævne arbejdsdage
Peter Rønnov-Jessen arbejder ikke i jævne rytmer. Men han ville ønske, at han gjorde. Nogle dage skriver han, og andre kommer der ingenting:
»Problemet er, at når man ikke får skrevet noget, har man jo alligevel ikke rigtig fri. Man prøver jo på at komme i gang med noget, som måske så først kommer efter tre dage. Sådan arbejder jeg. Jeg er meget langsom, og det er irriterende«.
Hvilke forbilleder har du?
»Hvad arbejdsform angår, er der to lysende stjerner. Den ene er Raymond Chandler, som skrev sine bøger på to – tre døgn. Han dikterede dem til tre sekretærer, som arbejdede på skift i døgndrift, mens han gik op og ned ad gulvet og talte og drak whisky. Den anden er John Le Carré. Som jeg mener at huske at have læst et sted, sidder han i sit hus ved Rivieraen og skriver om formiddagen fra tidligt om morgenen. Når klokken er 12, er han færdig. Så åbner han og hans kone den første flaske champagne. Den første af mange, kan man forstå. Det må da være fantastisk! Ikke mindst fordi han er i stand til også at skrive dagen efter. Det ville jeg ikke kunne«.
fortsæt med at læse
