0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Helvede tur-retur

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Annette Lindegaard er forfatter til flere roste romaner for voksne. Senest 'Vestalinderoman'. Dem har jeg ikke læst, men jeg har læst børneromanen om Helvede: 'Ild, is og måneskin', og det er en stillestående og fortænkt miniparlør over det skjulte sprog og hensigten med de indre landskaber.

Der er så mange referencer til klassikere - og ting, man synes, man kender - at tæerne krympes midt i kedsomheden. Hvorfor det? Det er da ellers en fin idé at lade pigen Selene dumpe nedad i sin mormors kuffert. Helt ned til Helvede, hvor hun møder morfar samt en del andre kendte skikkelser fra dagligdagen.

Der er pædagogen, som ikke tror på julemanden. Slikmanden, der elsker sit slik. Der er de uopnåelige veninder fra skolen. Og der er gråt og varmt og koldt i Helvede. Kulden er det værste, dér holder Hitler til. Forfatteren har også et godt øje til slanger og andre slagfærdige symboler.

Man kommer og går i Annette Lindegaards Helvede. Man behøver heller ikke at være helt død. Der kan hoppes mellem tilstandene. Morfar vil aflægge Paradiset et besøg, da de skilles. Han mener, der er fordele ved begge tilstande. Og det kan der måske være noget om.

Helvede er altså inden i os selv. De, der tænker grimme tanker, bliver en del af Helvede. Det er ikke altid, man selv ved, at man er der. Og det kan der jo også være noget om.

Der er glimtvis stærke billeder, men det meste er futmælk. Selena ser sin stressede mor på sofaen og sin far foran flimmeren optaget af 'at følge med'. Der er gode ideer, som dog fader bort uden formål. Der er ingen kontakt mellem fortæller og hovedperson.

Historien er uden styrke og nødvendighed. Det er en bleg øvelse over klassiske, dybdepsykologiske temaer fra flinkeskolen. Puha!

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce