Annette Lindegaard er forfatter til flere roste romaner for voksne. Senest 'Vestalinderoman'. Dem har jeg ikke læst, men jeg har læst børneromanen om Helvede: 'Ild, is og måneskin', og det er en stillestående og fortænkt miniparlør over det skjulte sprog og hensigten med de indre landskaber. Der er så mange referencer til klassikere - og ting, man synes, man kender - at tæerne krympes midt i kedsomheden. Hvorfor det? Det er da ellers en fin idé at lade pigen Selene dumpe nedad i sin mormors kuffert. Helt ned til Helvede, hvor hun møder morfar samt en del andre kendte skikkelser fra dagligdagen. Der er pædagogen, som ikke tror på julemanden. Slikmanden, der elsker sit slik. Der er de uopnåelige veninder fra skolen. Og der er gråt og varmt og koldt i Helvede. Kulden er det værste, dér holder Hitler til. Forfatteren har også et godt øje til slanger og andre slagfærdige symboler. Man kommer og går i Annette Lindegaards Helvede. Man behøver heller ikke at være helt død. Der kan hoppes mellem tilstandene. Morfar vil aflægge Paradiset et besøg, da de skilles. Han mener, der er fordele ved begge tilstande. Og det kan der måske være noget om. Helvede er altså inden i os selv. De, der tænker grimme tanker, bliver en del af Helvede. Det er ikke altid, man selv ved, at man er der. Og det kan der jo også være noget om. Der er glimtvis stærke billeder, men det meste er futmælk. Selena ser sin stressede mor på sofaen og sin far foran flimmeren optaget af 'at følge med'. Der er gode ideer, som dog fader bort uden formål. Der er ingen kontakt mellem fortæller og hovedperson. Historien er uden styrke og nødvendighed. Det er en bleg øvelse over klassiske, dybdepsykologiske temaer fra flinkeskolen. Puha!