Med romanen 'Murphys lov' viste skotten Christopher Brookmyre sig som en original krimiforfatter med en usædvanlig sans for tempo, sort humor og grotesk legemsbeskadigelse. De vilde og blodige løjer kom igen i 'De blindes land', men her blev historiens fremdrift stærkt hæmmet af alt for mange tilbageblik og langstrakte redegørelser for allehånde bureaukratiske procedurer. Samme problem gør sig desværre gældende i Brookmyres seneste spændingsroman 'I nattens mulm en skønne dag'. Brookmyres særlige syge humor er til stede i rigt mål, og sproget er lige så energisk og farverigt som i de to første romaner, men ligesom i 'De blindes land' kniber det gevaldigt med at holde historien i gang. Det begynder ellers lovende: »William Connor stod uden for en udtjent staldbygning i højlandets strålende morgensol og i kolort til anklerne, alt mens blendet lejesoldat faldt som styrtregn ned om ørerne på ham fra den skyfri, blå himmel«. Derefter følger en præsentation af en bande ualmindeligt uheldige og amatøragtige lejesoldater, som under forberedelserne til en stor operation roder sig ud i et gevaldigt indbyrdes skyderi, kulminerende med at en intetanende nypensioneret politimand på fisketur bliver slået bevidstløs, da en afrevet arm falder ned i hovedet på ham.
Syg humor
Lyt til artiklen
