De fleste digtere udgiver digtsamlinger, dvs. buketter af enkeltstående digte. Buketterne kan være smukt sammensatte og blomsterne beslægtet, men det er og bliver enkeltdigte. Sådan arbejder Klaus Høeck ikke. Hans poesi har - navnlig siden gennembrudsværket 'Hjem' (1985) - ytret sig i store systematiske kompositioner, hvor det enkelte digt nok rummer selvstændige kvaliteter, men først for alvor giver mening som del af en større sammenhæng. Høeck er hårdkogt systemdigter: Han tæller stavelser, ord, ordklasser m.m. og kalkulerer og strukturerer det enkelte digt ned til mindste formelle detalje. For dem, som stadig har den fordom, at poesi er en slags overophedede følelsesudbrud, lyder det formentlig som en iskold metode, der ligger digtekunstens varme hjerte fjernt. Men sagen er - som allerede Ewald formulerede det - man må »være nogenledes kold, for at kunne skildre sin Ild«. Forholdet mellem en isnende streng, f.eks. stavelsestællende form og et brændende stof som inddæmmes, opstemmes eller ligefrem genereres af formen, har været kendt i poesien fra de ældste tider. Høeck og systemdigtningen viderefører således blot oldgamle indsigter med nye midler.
At bo i sit navn
Lyt til artiklen
