Undskyld at mit essay ikke har været kedeligt nok, skriver Per Højholt koket i slutningen af sin lille opsats om fryden ved det kedelige. Uden det kedelige ville man jo ikke kende det frydefulde - og så videre. Og det kan han få fire en halv side til at gå med at reflektere over. Jeg tror, det er en bestillingsopgave. Ellers har Thorkild Borup Jensen endnu engang fundet læseværdige beskrivelser frem - denne gang små stykker om ingenting og glæden derved, glæden ved ditten og datten. To fædre glæder sig over deres datter, Bo Green Jensen ved at forkæle Laura, Carsten Jensen ved at blive konform og samfundsbevarende i Lauras nærvær. Halvfemserfædre. I øvrigt handler det om alt muligt, og bedst hvor glæden er grundig - som Jacob Paludan i 1938 om glæden ved amatørastronomi og Tage Voss i 1957 om glæden ved at drikke te og kunne brygge den - i en uglaseret lerpotte. Ser man det. Ingen metalpotte - heller ikke den japanske af støbejern til en formue? Nå. Otto Gelsted er oppe at slås med en påfugl, og Henrik Stangerup gør sig lidt til grin ved at sværme hen over brasiliansk madlavning til forskel fra den kontrollerede danske - 1986 før salmonella og SBE. Klaus Rifbjerg er med hele to gange. Hvis forfatterne ikke kunne andet og mere end disse essays, som Thorkild Borup Jensen har specialiseret sig i, så det skralt ud. De fleste er også forfattere af væsentligere format - selv af væsentligere essays. Bogen er forsynet med omhyggelige noter, som vel kan være nyttige nok, når man skal forstå, hvad Paludan mener med 'Mount Wilson-observatoriet' og hvad Tage Voss mener med 'purinderivat', men som ellers forekommer lovlig belærende. Vi kom jo da ud af skolen. Men hyggeligt, det er det bestemt.