Når man taler om Kafka, glemmer man somme tider at hans tre berømte romaner ('Amerika', 'Processen' og 'Slottet') er ufærdige bøger, værker, som han selv ønskede brændt efter sin død. Hans ven og litterære eksekutor Max Brod udgav dem alligevel, og takket være Brods ulydighed kom det tyvende århundredes litteraturhistorie til at se anderledes ud. Når man kommer til slutningen af 'Slottet' i Villy Sørensens nyoversættelse, som netop er udkommet, er man ikke i tvivl om, at værket er ufuldendt. Teksten ender abrupt, ligesom Kafkas originalmanuskript, der standser midt i en sætning midt på en side i det sidste skrivehæfte, skønt der er flere blanke sider tilbage i hæftet. Også visse kapitelinddelinger og mange detaljer er anderledes end i den gamle oversættelse, H.C. Branners fra 1949. Det skyldes dels at Villy Sørensen har oversat efter Malcolm Pasleys tekstkritiske udgave fra 1981, dels at Sørensen selv har beskæftiget sig indgående med Kafka og lægger stor vægt på fortolkningsmulighederne i hans enkle og dog gådefulde sprog. Men lad os lige huske hvad 'Slottet' handler om: En fremmed ved navn K. (ligesom Josef K. i 'Processen', K som i Kafka) ankommer til en landsby ved foden af et slotsbjerg, hvor der ligger et slot. Han siger at han er landmåler, tilkaldt af greven på slottet - og resten af hans tid går med at få slottet i tale og med at vinde fodfæste i det daglige liv i landsbyen, hvor han er tvunget til at blive. Ingen af delene lykkes. Slottets magt er altomfattende og uigennemskuelig, og landsbyboerne kan kun på overfladen affinde sig med den fremmede. Romanen er blevet tolket både psykologisk og religiøst, som et billede på kampen for at forløse psykens energier, som et billede på menneskets søgen efter Guds nåde - og meget mere. Den diskussion er en anden og meget omfattende snak, men i hvert fald viser den, at en Kafka-oversætter skal vogte sig for at skabe slinger i valsen med alt for håndfaste egne fortolkninger.