0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Slottet istandsat

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Når man taler om Kafka, glemmer man somme tider at hans tre berømte romaner ('Amerika', 'Processen' og 'Slottet') er ufærdige bøger, værker, som han selv ønskede brændt efter sin død. Hans ven og litterære eksekutor Max Brod udgav dem alligevel, og takket være Brods ulydighed kom det tyvende århundredes litteraturhistorie til at se anderledes ud.

Når man kommer til slutningen af 'Slottet' i Villy Sørensens nyoversættelse, som netop er udkommet, er man ikke i tvivl om, at værket er ufuldendt. Teksten ender abrupt, ligesom Kafkas originalmanuskript, der standser midt i en sætning midt på en side i det sidste skrivehæfte, skønt der er flere blanke sider tilbage i hæftet.

Også visse kapitelinddelinger og mange detaljer er anderledes end i den gamle oversættelse, H.C. Branners fra 1949. Det skyldes dels at Villy Sørensen har oversat efter Malcolm Pasleys tekstkritiske udgave fra 1981, dels at Sørensen selv har beskæftiget sig indgående med Kafka og lægger stor vægt på fortolkningsmulighederne i hans enkle og dog gådefulde sprog.

Men lad os lige huske hvad 'Slottet' handler om: En fremmed ved navn K. (ligesom Josef K. i 'Processen', K som i Kafka) ankommer til en landsby ved foden af et slotsbjerg, hvor der ligger et slot. Han siger at han er landmåler, tilkaldt af greven på slottet - og resten af hans tid går med at få slottet i tale og med at vinde fodfæste i det daglige liv i landsbyen, hvor han er tvunget til at blive.

Ingen af delene lykkes. Slottets magt er altomfattende og uigennemskuelig, og landsbyboerne kan kun på overfladen affinde sig med den fremmede.

Romanen er blevet tolket både psykologisk og religiøst, som et billede på kampen for at forløse psykens energier, som et billede på menneskets søgen efter Guds nåde - og meget mere. Den diskussion er en anden og meget omfattende snak, men i hvert fald viser den, at en Kafka-oversætter skal vogte sig for at skabe slinger i valsen med alt for håndfaste egne fortolkninger.


Villy Sørensen kritiserede i sin bog om 'Kafkas digtning' (1968) H.C. Branners Kafka-oversættelser for at være upræcise på netop denne måde. Sørensens egen nyoversættelse af 'Slottet' viser sig, helt som ventet, at være en præcis og ganske kildesprogsnær tekst.

Et par eksempler fra de allerførste sider kan vise hvordan: Kafka skriver: »Das Dorf lag in tiefem Schnee«. Branner: »Landsbyen lå begravet i sne«, Sørensen: »Landsbyen lå i dyb sne«. (Branners metafor er med rette undgået hos Sørensen).

Kroværten, som lukker K. ind og er både uforskammet og servil, kredser senere om K. »mit stummer Bitte«, hos Branner »med en stum bøn om tilgivelse«, hos Sørensen »med en stum bøn«. (Branner tilføjer for egen regning en forklaring på hvad værten vil.)

Da K. i kroen antastes af en, der siger at han ikke har tilladelse til at være i landsbyen, spørger han: »In welches Dorf habe ich mich verirrt? Ist denn hier ein Schloss?«.

Branner omskriver replikken i et defensivt tonefald: »Skulle jeg have forvildet mig ind i en forkert landsby? Er det ikke her, der ligger et slot?«, hvorimod Sørensen, tættere på originalen, lader K. være kryptisk uvidende: »Hvad er det for en by jeg er havnet i? Er der da et slot her?«.


Som det ses, er Sørensens oversættelse ikke bare en ord-for-ord-gengivelse af Kafkas tekst. Men han har afholdt sig fra den trang til det letflydende og velklingende, der kan få Branner på betydningsmæssige afveje.

Den strategi har givet teksten en hårdere og frækkere og slet ikke uvelkommen tone, understøttet af Sørensens tendens til undertiden at vælge uformelle verber som 'hale ned' for 'herunterholen' og 'smide' for 'werfen' - valg, der ikke tager fortolkningsmæssig stilling, men stilistisk flytter teksten nærmere til vores tid.

At træde ind i 'Slottet' efter Sørensens istandsættelse er som at gense et sted, hvor man har boet engang, og mærke at det har været i gode og uforfærdede hænder i mellemtiden. Der er luftet ud og høvlet af, men krinkelkrogene er der endnu, og den hemmelighedsfuldt proportionerede grundplan gør nok endnu større indtryk uden den brannerske patina.

Og Ida Balslev-Olesens sort-hvide omslag er usædvanlig smukt i sin enkle, magtfulde mennesketomhed.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce