Hvis Niels Bohrs begreb om komplementaritet også omfatter den menneskelige karakter, er det ikke så sært, at vi aldrig bliver færdige med den – eller at litteraturens forsøg på alligevel at indkredse den hele tiden skifter teknik.
Begrebet går groft sagt ud på, at energi såvel som masse kan te sig både som bølger og som partikler, men aldrig kan måles som begge dele samtidig (som Heisenberg sagde); men endvidere (som Bohr påpegede), at hverken bølge eller partikel er en tilstrækkelig beskrivelse.
De to tilstandsformer supplerer hinanden, samtidig med at de udelukker hinanden: komplementaritet.
Tre priser i ryggen
Carl Frode Tillers landsmand Jan Kjærstad har i et essay om spaltningen af romanen (i samlingen ’Menneskets felt’, dansk 1999) vist, hvordan Bohrs begreb modsvares af eksperimenter i moderne litteratur – Doris Lessing og Gabriel Garcia Marquez – med at indkredse samme fænomen eller person fra indbyrdes modstridende synsvinkler.
Det er også formlen for 40-årige Tillers tredje roman på dansk efter ’Skrænten’ (2004) og ’Bipersoner’ (2006).
’Indkredsning’ ankommer med tre priser i ryggen, den norske Bragepris og Kritikerpris plus EU’s Litteraturpris og dertil en nominering til Nordisk Råds Litteraturpris.
Tre forskellige David'er
Tiller anskueliggør komplementariteten med følgende greb:
Som svar på en avisannonce om ’David’, en ung litteraturforsker med hukommelsestab, skriver tre forskellige mennesker om deres liv med ham: hans barn- og ungdomsven Jon, som siden er blevet musiker. Davids stedfar, præsten Arvid, som nu har terminal cancer. Og ungdomskæresten Silje, nu resigneret husmoder.
De beskriver den samme David – og dog tre helt forskellige. Ikke mindst, selvfølgelig, fordi de samtidig beskriver sig selv – ja, mest påtager sig ’hjælpearbejdet’ for deres egen skyld.
Indbyrdes karakteristik
Præsten overvinder for eksempel nok sine lidelser af ’ren’ hjælpsomhed til den amnesiramte – men oplever netop næstekærligheden som at genfinde sin Gud, det vil sige som det mirakel, der giver hans liv mening: at kunne være noget for en anden.
Vennen Jon, fordrukken tredjerangsmusiker, kæmper med en selvusikkerhed, der blandt andet bunder i fortiede seksuelle oplevelser med David i teenageårene og efterfølgende jalousi over for Silje, som på sin side begræder tabet af sin ungdoms vilde, rå mod på livet, paradoksalt udformet som musikinspireret dødskult.
Indbyrdes karakteriserer de tre også hinanden, og fælles oplevelser fremstår som vidt forskellige alt efter synsvinkel.
Vaniljekrans
Konstruktionen er begavet – men forekommer også netop: konstrueret. Om den talentfulde David (den salvede og udvalgte?) véd vi til sidst ikke meget andet sikkert, end at han spekulerede over, hvem hans biologiske far var, og dét får vi heller ikke svar på.
Det står endda stadig hen i det uvisse, om han virkelig har hukommelsestab eller bare har iscenesat også dét – for at sætte en fiktion i gang.
Romanens bevidste metode bliver dermed den største svaghed, indkredsningen bliver som en vaniljekrans: noget uden om ingenting.
Stoffet mangler
Men ’vaniljen’ smager, som den skal: De psykologisk fintmærkende erindringer om pinlige eller sent forståede situationer, afdækninger og stille indrømmelser af selvbedrag er dygtig fortællekunst i detaljen og velgørende sikkert fordansket.
Det gjaldt også ’Bipersoner’s fem stemmer med deres fortielser omkring samme begivenhed, igangsat af en fordrukken og upålidelig fortæller med forfatterdrømme.
Tiller har indkredset en fin metode. Han savner vist et tilstrækkeligt interessant stof at skrive om – det savner jeg i hvert fald hos ham.
