Snabba Cash – hurtige kontanter – var lige, hvad forsvarsadvokaten Jens Lapidus selv kunne bade sig i efter sin opsigtsvækkende forfatterdebut i 2006 med romanen af samme navn.
Den er nu oversat til talrige andre sprog, og filmatiseringen får dansk premiere 19. august.
’Aldrig fucke op’ er den danske titel på det andet bind i hans Stockholm Noir-trilogi, hvis tredje bind vi stadig har til gode.
LÆS ANMELDELSE
’Bandekrig 145’ er nemlig ikke bind 3, selv om den ligner, og Modtryk har listet sig til at trykke et genskær af ordene Stockholm Noir på omslaget.
Ligesom romanerne ser denne graphic novel især verden fra de lovløses vinkel – eller i hvert fald de krigsførendes.
Kriminelle er de nemlig ikke alle sammen fra start: unge andengenerationsindvandrere og unge svenskere, ’Svensson’er’, i Stockholms sydlige udkant, postnummer 145.
Ære og hævn
Da Jivan al-Askori bliver (drukket) fuld i byen og hun ender hjemme hos Fredrik og Simon, bror til hendes ursvenske veninde Nettis, men med bånd til en klan af Balkanindvandrere, mister hun først kontrollen og så sin uskyld.
Og så tager storebror Mahmud affære:
»Jeg skal nok tage mig af dem. Jeg sværger«.
Han er bodybuilder med sans for et liv med speed på, med erfaringer fra spjældet og med i den multietniske forstadsbande Alby Boys.
Begrebsblandingen ’ære’ og ’hævn’ er som bekendt en farlig cocktail, der overskrider både fornuftens og lovens promillegrænse for selvforsvar, og så har vi balladen.
Minder om dansk bandekrig
Politimanden Martin Hägerström, ung fraskilt far og arbejdsnarkoman, prøver at standse optrapningen mellem banderne, men er en lus mellem endnu flere negle:
En overordnet ’høg’ i politiets egne rækker modarbejder Hägerström og dermed et usikkert fredsinitiativ fra banderne selv.
LÆS ARTIKEL
Hele historien minder selvfølgelig slående om de danske tilløb til bandekrig, inklusive skudepisoder med ’civile’ ofre.
Og selv om ære og hævn også indgår hér, tydeliggør associationen til danske forhold især fraværet af en vigtig ingrediens i den svenske fortælling:
De bagmænd, der tjener sorte millioner på bandemedlemmernes illusioner, ville i virkelighedens verden for længst have manipuleret konflikten til deres egen fordel.
Fra roman til graphic novel
Lapidus’ styrke er det indgående kendskab til bandemedlemmernes livssyn og tonefald, men han har svært ved den begrænsning, skiftet fra roman til graphic novel medfører.
Bag i bindet er optrykt nogle sider af hans manusudkast med flere bipersoner og med de følelsesnuancer og baggrunde, som jo i tegningerne må forenkles til det visuelt anskuelige, støttet af hvad der nu er plads til i bobler og tekstruder.
Trods den gennemtænkte farveholdning, der hjælper til at holde synsvinkler og tidsplaner ude fra hinanden, rummer plottet i sig selv så forskellige tråde, at Peter Bergtings uhyre drevne tegninger og fængende plancheopbygning må nøjes med det stemningsskabende – fortvivlelsen og rådvildheden antydes kun.
Sublim visuel samtidssaga
Hans virkningsfulde streg rammer en slags midtnormal mellem Frank Millers effektsøgende ’Sin City’ og Jim Holdaways mådeholdne ’Modesty Blaise’.
Hvis Lapidus får tid til – ved siden af romanerne og advokatarbejdet – at fortsætte samarbejdet med Bergting, har de to potentiale til en sublim visuel samtidssaga.
For den, der ikke når at læse romanen ’Cash’ (den danske titel), før filmen ’Snabba Cash’ får premiere om et par uger, er ’Bandekrig 145’ en interessant og vellykket introduktion til Lapidus’ verden. Altså vores egen verden lige nu.
fortsæt med at læse
