Inspireret af og løseligt funderet på en historisk person, den excentriske femte hertug af Portland (1800-1879), har den engelske kortfilminstruktør Mick Jackson (f.1960) skrevet 'Tunnelmageren'. Den er udkommet på det lille forlag Rosenkilde, der har den meget kedelige uvane ikke at oplyse navnet på deres oversætter. I dette tilfælde har oversætteren næsten intet at skamme sig over, forlaget næsten heller ikke. Oversættelsen vokser sprogligt med opgaven hen ad vejen - samtidig med at romanen griber mere og mere. Den gamle hertug af Portland lever 'alene', det vil sige med en hær af misundelsesværdigt kærlige og loyale tjenestefolk, kuske og gartnere - især kammertjeneren Clement er gribende i sin monumentale omsorg - på sit gods, der er så stort og labyrintisk, at han selv farer vild både ude og især inde. Hertugen har haft en stor, ulykkelig kærlighed og har siden ikke vovet sig ud i noget med kvinder. Trods sin eneboerstatus har han bevaret en varme og næstekærlighed og navnlig empatisk fornemmelse for andre, som er på kanten af det troværdige for en mand med hans livsstil. Men rigtig alene er han jo heller ikke - og desuden blev han godt og kærligt opdraget dengang for mange år siden, da han var en lille dreng. Men dengang skete også noget traumatisk, som langsomt dukker op af erindringens og virkelighedens tåger. Der er nemlig meget tåge i denne bog, meget landskab i det hele taget og masser af træer, heste, hunde, tøj (hertugen er lidt af en laps), anatomi - og tunneler.
Hertugens kringlede vej til døden
Lyt til artiklen
