Nero fremstår i historiebøgerne oftest som en ødsel og nydelsessyg kejser, der i en kort stund holdt sine slette tilbøjeligheder tilbage under påvirkning af filosoffen og politikeren Seneca.
En god dreng Det er ikke det billede, man får i denne historiske roman. Her er Nero (37-68) fremstillet som en god dreng, der pines af sit dårlige forhold til sin stedfar, kejser Claudius, og styres af sin mor, Agrippina, indtil han til sidst bryder ud af moderbindingen. LÆS OGSÅGuide: 5 fornemt anmeldte bøger til efterårsferien Ganske vist på en noget voldsom måde, han får hende myrdet. Men den dårlige samvittighed følger ham i form af syner og mistro samt et evigt vankelmod, der bliver hans endeligt. Romanens virkelige hovedperson er imidlertid hans lærer og rådgiver, stoikeren Lucius Annæus Seneca (54 f.Kr.-39 e.Kr.). Cronins sidste roman 'Nero' er det sidste værk fra Vincent Cronin, der døde i januar i år i en alder af 86 år efter at have skrevet en lang række historiske portrætromaner af bl.a. Ludvig 14. og Napoleon. Det er Nero som usikker, men godhjertet ungt menneske samt habil kunstner og sportsmand, der fremhæves i denne bog, ret meget i modstrid med, hvad man ellers har lært.
Tør historisk roman Bogen er med sine næsten 500 sider meget grundig. Den er også tør som en italiensk mandelsmåkage, som smager bedst, hvis den dyppes i vin. Her mangler i den grad vin. Senecas hovedtese om, at byen og lovene tjener et højere formål, som man bør stræbe mod, og hans desillusion, da det viser sig ikke at være muligt, drukner i den langsomme historie.
LÆS OGSÅHistorisk roman er på grænsen til det triviallitterære Men man lærer ikke filosoffen at kende, bortset fra en mærkværdig detalje: at han har det med at sno sig ind og ud af et nedhængende gardin, når han er ophidset, alt imens hans kone piller tæer på sofaen!
Mere grundig end livlig Der er mere grundighed end liv i beretningen, som Cronin har lagt i munden på Senecas yngre bror Mela. Det giver nogle kraftige illusionsbrud for den tænksomme læser, der undres over, hvordan Mela kan vide noget om private samtaler mellem to mennesker, hvoraf ingen af dem er Seneca (hvis dagbøger han formodes at have arvet efter broderens selvmord). LÆS OGSÅKølig roman beskriver romerske intriger Jeg har sjældent kedet mig så meget ved læsning af en historisk roman. En stor del af handlingen er frit opfundet, da der ikke eksisterer mange kilder om Senecas liv, men jeg skal love for, at der lægges til i bredfyldt mål.
Død fortællestil Det betyder ikke, at bogen er fuldstændig uden interessante oplysninger. Den civile sammenhængskraft og det, der henholdsvis styrker og truer den, Senecas kæphest, fremstilles glimrende og nærmest up to date, hvilket er tankevækkende. Men der er noget i fortællestilen, som får denne læser til at gå helt død. Jeg vågnede faktisk kun rigtig op, da Seneca lærer Nero om 'Iliaden' og citerer derfra. Hvilket sprog, hvilket liv. Så Homer anbefaler jeg gerne. FACEBOOK