I en af Nikoline Werdelins tegneseriestriber fra 90’erne, er en vattet mand, der er blevet hanrej og står midt i en skilsmisse, snøftende taget op til Carl Mar-Møller for at svinge pikken og lære at råbe højt - Werdelins diagnose er sociologisk: Den danske mand har tabt mælet, kvinderne plaprer løs om både følelser og politik, manden er på vej til at blive det svage køn, en kastreret, forvirret og halvvejs komisk skygge af sit gamle, strunk patriarkalske jeg. Det er på sæt og vis også udgangspunktet for skuespilleren Claus Mandøes debut med novellerne samlet i ’Hornmusik. Stemmer og historier’, til overflod udgivet af Forlaget Herreværelset - så ved vi, at kvinderne er forment adgang for en stund. Den gode idé er at orkestrere 19 danske drenge og mænds stemmer og lade dem lyde i et broget kor af hankønssang. Fra arbejdsløs til efterlønner Vi begynder socialrealistisk med en arbejdsløs og ender med en efterlønner. Den første, enlige mand står ude ved mosen, han er gået i stå, han skulle ud at fiske, men fløjten lyder ovre fra skibsværftet, han er afskediget - det er vinter, og han er tavs, kan ikke rigtigt tale, selv ikke til sin hund: »selv om han ventede, at noget ville falde ham ind (...), at hans stemme af sig selv ville sige nogle beroligende lyde, vidste han ikke længere, hvad han skulle sige til den heller«. I sidste novelle, ’En fin lille høj’, er manden gift, men gået på efterløn, hans viv arbejder stadig med at sælge billetter nede på den lokale station, og han er selv gået i gang med at opføre en lille kæmpehøj nede i bunden af deres have. En våge af kommende lys Selv er han afviklet, men højen skal udvikles som en art kompensation for hans funktionsløshed. I begge sammenhænge er scenariet egentlig en smule trist og fladt - det er kastrerede mænd, mænd, der er revet ud af deres vante sammenhænge, og som har vanskeligt ved at tale og formulere sig, og mænd, hvis stemmer vi bestemt ikke normalt ville høre i det store, offentlige rum. Men Mandøe går fint ind og aflytter og afspiller deres indre stemmer, og midt i det småsørgelige åbner der sig en våge af kommende lys. Imellem de to mænds svanesange kan vi lytte til 17 andre mænd og drenges stemmer og historier, og det gør effektive Mandøe sådan, at vi pendler mellem smerte og humor, det barokke og det banale. Hører koret af mandestemmer I ’Højreb’ er en forbryder netop løsladt fra fængslet og tager hjem til sin kæreste og søn - men han er kejtet og afmonteret, og hans skævt skingre håndtering af det tab beskriver Mandøe effent; med ’Pels’ er vi i et drengeunivers, på kanten til puberteten - og en pige ender med at twiste magtforholdet mellem kønnene; i ’Kneb’ synker en lokal Don Juan under en julefrokost afmægtigt ned i ydmygelsens komiske grube på grund af en heftig omgang diarré. Mandøe er en både lydhør og velformuleret dirigent, vi hører koret af mandestemmer, alle kommer til orde. Jeg er stærkt i tvivl om hjerterne. Jeg kan rigtigt gode lide Mandøes projekt, og han er uden tvivl en dreven fortæller; jeg tror mit forbehold er affødt af, at historierne for ofte er så godt og nydeligt lakerede over, at de næsten er for pænt hugget og skåret til. Måske en urimelig indvending, men det kunne være interessant at se Mandøe kaste sig ud i noget mere barbarisk og råt næste gang - ikke i emnerne, men i fortællemåden. FACEBOOK