Nikolaj Zeuthen slog sit navn fast som livsstilsdigter med digtsamlingen ’Oliebål’ og romanen ’Verdensmestre’, der begge udstillede unge forældre i 00’erne og den tvang, det er for dem, at skulle leve op til den totale frihed. Dem kunne han ramme på kornet, både på vers og prosa. Det kan han stadig. Men nu er vi i 10’erne, og er det virkelig stadig det samme? »Chefen spiser ikke længere lang frokost/ på fortovscaféen«, hedder det, og det kan være en god begyndelse på billedet af de ny tider. Men digtet fortsætter: »der har vi hele problemet«. Har vi? Det er nok Nikolaj Zeuthens problem, at han slutter dér. Hvor vil han hen?Der er kommet krise og smalhans, cigarføringen er lavere, men digtenes ’jeg’ har sværere ved at finde en placering, end dengang han inkarnerede livsstilen og kunne ramme alverden, når bare han var selvironisk.
Nu hænger han ud ad vinduet for at ryge sin smøg uden at skade børnene. Og dér bliver han hængende, halvt ude, halvt inde. Ved ikke rigtig, hvor han står, eller hvorhen han skal for at komme videre. Kan stadig skrive I mellemtiden kan han så harcelere lidt over slagter Lund, der må anlægge en udestue for alle de kontanter, han haler op af lommerne på den generation, Zeuthen plejer at hænge ud, dem der er helt fremme i bussen, mens han selv tygger på sms’er fra El-giganten, dem man som bekendt ikke kan svare på. Zeuthen kan stadig skrive, ingen tvivl om det. Når »Chip og Chap æder af deres ordforråd«, så synger sproget.
