0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hvem var Hector Mann?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En mand mister sin elskede hustru og to små sønner i en flyulykke. Kan hans eget liv fortsætte efter denne katastrofe?

Enhver Paul Auster-læser kender motivet. Med 'Illusionernes bog', dagens premiereroman, er vi inde ved det hjerteblod, der dunker i de allermest ægte Auster-bøger.

Og ordet 'premiere' er valgt med velberåd hu: for det første fordi romanen er så meget af en filmbog, at den både kan kaldes, og i passager decideret er, en drejebog; for det andet, fordi Danmark forunderligt nok i dag er værtsland for premieren.

Resten af verden, USA inklusive, må vente et halvt års tid på 'Illusionernes bog', Austers første store roman siden 'Mr. Vertigo', 1995.

Han hedder David Zimmer, manden, som får sit liv lagt øde på romanens første sider og er dens jeg fortæller hele vejen igennem. Han er litteraturlærer på et universitet, men dropper ud af alt og næsten også af eksistensen.


Først da han en aften hænger foran tv og kommer til at grine ad en gammel stumfilm, vender livet - og vender måske langsomt tilbage.

Latteren skyldes stumfilmstjernen Hector Mann, og latteren bliver livgivende ved at give professor Zimmer et terapeutisk projekt: at skrive en bog om de ganske få stumfilm, den engang så feterede Hector Mann har efterladt.

Han blev født, Hector Mann, det år Freuds 'Drømmetydning' udkom, år 1900, og efter at have slået sig op til en stor karriere som filminstruktør og - skuespiller i Hollywood forsvandt han sporløst i 1929.

Professor Zimmer prøver ikke at finde sporet, men udgiver i 1988 en sober og entusiastisk bog om hans film. Læseren får lejlighed til at grine med ad den stumme stjerne, altid i uskyldshvidt jakkesæt, som trues af alverdens ketchup, snavs og regnvejr.


Bogen er skrevet og på vej til udgivelse, og professor Zimmer er gået i gang med et nyt stykke arbejde, en nyoversættelse af Chateaubriands berømte 'Erindinger hinsides graven', da han modtager et brev fra en vis fru Frieda Spelling: Hun er Hectors hustru, og den gamle skuespiller og kvindebedårer vil gerne træffe professor Zimmer.

Thi han lever og mere end det: Siden 1929 har han i hemmelighed indspillet en række film, som Zimmer kan få lov at se, hvis han møder op på parrets ranch i New Mexico. Og han gør klogt i at skynde sig, for Hector er nu næsten halvfems, har dårligt helbred, og »hans testamente pålægger mig at destruere filmene og negativerne til dem inden for fireogtyve timer efter hans død«.

Nu er vi på sporet af den tabte stumfilmstjerne. Det viser sig, at hans liv har været én lang soning af et drab på en elskerinde og deres fælles barn i 1929, et dramatisk liv med mange masker, ansigter, navne og identiteter.

Hvis ikke man kan lide overraskelser, skal man ikke læse 'Illusionernes bog', for der er én på hver side - Paul Austers romanteknik er nærmest novelleagtig som en fisk med hoved, krop og svirp med halen, blot er der ikke så meget krop, men hele tiden svirp med halen.

Eller med andre ord: Det er en bog om film og skrevet meget filmisk. Vi får kærlighedserklæringer i stimer både til stumfilmgenren som sådan og til de enkelte film i Hectors produktion, som beskrives lidt i stil med Jan Kjærstads teknik, når han fremlægger endnu en episode i Jonas Vergelands tv-serie om at tænke stort.


Det er en medrivende og meget tilfredsstillende bog, fordi den øser af så meget kultur, film, litteratur og historie, samtidig med at den underholder på det uhyggeligste.

Indimellem ser man skelettet lovlig tydeligt, fisken måtte godt have lidt mere krop og slå lidt mindre med halen, men det ændrer ikke ved, at 'Illusionernes bog' både er et fremragende sted at begynde for nye Auster-læsere og stimulerende gensyn med forfatterskabets grundtemaer og -teknikker for de garvede. Der er meget 'New York-trilogi' i denne bog.

Og den katastrofe, der ramte virkelighedens New York 11. september sidste år, er på mærkelig vis forudskikket i romanens dybtliggende tematik. Hector Mann alias Chaim Mandelbaum alias Herman Loesser (Herr Mann ...), alias Herm, sperm, og Hector Spelling er jøde, så meget er sikkert, og under hans egen historie om skyld og soning ligger en bibelsk fortælling om brændofferet.


'Illusionernes bog' er en roman om holocaust fortalt med samme nødvendige blufærdighed, som man må have, når man vil se den glødende sol: Kun ved at rette blikket lidt ved siden af kan man få øje på noget overhovedet.

Skabelse og tilintetgørelse er denne romans inderste tema, det bæres med af duften fra Victor Hermanns brændte filmruller, og det hænger i røgen fra revolverskud, død og kærlighed.

Bogen slutter med håbet om, at Victors film alligevel har overlevet, og historien dermed kan begynde forfra. Selv hinsides graven kan der erindres: Historien og historierne er et gammelt hus, som står, om end tårnene falde.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.