Løjerne er troskyldige hos Zafón, tågen, der hviler over Barcelonas gader, for ikke at tale om den omkring Montjuic-bjerget og fængslet deroppe, er, hvad den giver sig ud for, teater hele vejen igennem.
Noget lignende gælder resten, ingen forstillelse her, det er flødeskum bagt ind i sprød marengs.
LÆS OGSÅ INTERVIEW
Vi springer mellem de dystre 1950’ere, Francos og civilgardisternes glansår, og 1930’ernes begsorte efterborgerkrigstid, hvor det var om muligt endnu værre.
Men her er også snarrådighed og de sidste rester af menneskelig noblesse, der godt hjulpet af en gammel bog (’Greven af Monte Cristo’) åbner en dør til lyset.
Fans kan fortsætte her
Zafón skriver, som man ellers mest møder det i ungdomsromaner, med hele meningen liggende øverst i sætningen, i en lidt gammeldags, kæk og let ironisk stil. ’De 5’ flettet med gotisk gys, det hele med let hånd indfanget af oversætteren. Kapitlerne er så korte, at man har læst det næste, inden man når at lukke bogen.
LÆS OGSÅ
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
