Simon Grotrian må nærmest i døgndrift trække vejret igennem ord. Så hurtigt følger samlingerne af digte, bønner og salmer hverandre.
I døgndrift skrev Simon Grotrian i hvert fald, da han i løbet af nogle søvnløse døgn digtede ’Vi ofrer Nathalie’ til tuschtegninger af Peter Brandes. Maleren erklærer, at være blevet stadig mere optaget af Grotrians digte, hvis uigennemskuelighed har fået ham til at se på en ny måde. Ordmaleri af kryptisk skønhed Tegningerne blev udført med tusch på gammelt papir en eftermiddag i januar 2010 efter et besøg i Horus-templet i Edfu. Horus-figuren er gennemgående i de hurtigt udførte tegninger, hvor de urgamle motiver genopstår i levende streg. Digtet, det første af to samarbejder, er tilsvarende malerisk. Billedrige associationer, hvor det typisk kan lyde »Din mund er en smaragd / som danser ræve gennem hjernen / fra din hofte skyder ilden med sin trefork«. Hun er ikke for fastholdere, denne Nathalie, den evigt nyfødte. ’Vi ofrer Nathalie’ er blevet en smuk bogting og et ordmaleri af kryptisk skønhed, hvor Grotrian udfolder sit talent for at skabe kreative kortslutninger i sproget. Her er ordceller med semipermeable membraner, der tillader konstante udvekslinger af stof og kode i mutationernes endeløse skabelsesproces.
