Faren ved at have en original og outreret seriel hovedperson i krimier er, at denne nogle gange overtager historie og plot og skubber spænding, mystik og kriminalitet ud til siden i fortællingen.
Dorothy Sayers og Raymond Chandler var lige ved at gøre det, Agatha Christie, Dashiell Hammett og Georges Simenon gjorde det aldrig, mens den guddommelige Conan Doyle til dels smed Sherlock Holmes ud i Reichenbach-vandfaldet, fordi han fik for meget af ham og hans enorme ego. Her i tredje bog om den sympatiske, promiskuøse og neurotiske Louise Boní, ’I fædrenes fodspor’, har Oliver Bottini tørlagt hende, hvilket sikkert er godt for hendes liv og lever, men ikke for spænding og episk elan.
