Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Krimi er langstrakt som Donau tur-retur

Megen tale og smukt sprog. Tredje krimi om kommissær Louise Boní er en langstrakt sag.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Faren ved at have en original og outreret seriel hovedperson i krimier er, at denne nogle gange overtager historie og plot og skubber spænding, mystik og kriminalitet ud til siden i fortællingen.

Dorothy Sayers og Raymond Chandler var lige ved at gøre det, Agatha Christie, Dashiell Hammett og Georges Simenon gjorde det aldrig, mens den guddommelige Conan Doyle til dels smed Sherlock Holmes ud i Reichenbach-vandfaldet, fordi han fik for meget af ham og hans enorme ego.

Her i tredje bog om den sympatiske, promiskuøse og neurotiske Louise Boní, ’I fædrenes fodspor’, har Oliver Bottini tørlagt hende, hvilket sikkert er godt for hendes liv og lever, men ikke for spænding og episk elan.

Det begynder ellers meget godt. En tysk familiefar med rod i parforhold og børneliv opsøges af en sinister mand, som med slavisk accent og et sløret bibelcitat siger, at denne bor i hans hus, og at han vil komme igen om syv dage og tage det tilbage.

Den 40-årige Boní, som har ødelagt sin karriere med sit forhold til alkohol og roder rundt med bollevenner og deltidskærester, får en oplagt chance for revanche. Sættes på sagen om denne samspilsramte familie, som snart udvikler sig til bål og brand.

Chik strømerpige
Mens sporet går ned ad en snoet sti bagud i fortiden til de mange tyske mindretal i den slaviske del af Østeuropa og Balkan. En germansk talende kultur, som led en krank skæbne og nu forsøger at genetablere en slags liv i den moderne Forbundsstat.


Så må Boní selv en tur ud i det fjerne ned til egnene omkring Donau for at finde sandheden om fædrenes fodspor. Alt sammen meget interessant.

Oliver Bottini skriver godt. Uden at være nogen humørbombe er der en stille humor og lune her og der. Du får helt lyst til at tage til Freiburg, den gamle universitetsby, som ligger klos op ad Frankrig og Schweiz.

Du forstår også godt forfatterens forelskelse i den tosprogede, kække og chikke strømerpige Louise, ironisk udstyret med en fransk far, der vil være tysker, og en tysk mor, som vil være fransk!

Kliché-vending

Men hendes nye afholdsliv bliver for meget og breder sig i snak, anger, suk og støn op og ned ad rigtigt mange sider. Samt lange samtaler om andre morsomme sager, såsom sorgarbejde over døde børn, en venindes selvmorderiske alkoholproblem og den jugoslaviske tragedie i flere akter.

Jo, der er vældige ambitioner om at være aktuel og vedkommende krimilitteratur a la den skandinaviske. Men som undertitel at kalde en roman for en krimi burde forpligte til mere end at levere en velskreven og velmenende damebladsroman krydret med kriminelle kuriositeter og sporadisk spænding.

Denne gang kan anmelderen bruge sin gamle kliche-vending, men med modsat fortegn: at dette er en krimi for læseren, som ikke kan lide krimilitteratur.

PS. Oversætteren oversætter ikke det tyske Gründerzeit. Mon alle læsere ved, at det er det, vi på dansk kalder for Gründer-perioden? Bygge- og børsboomet i Nordeuropa i slutningen af 1800-tallet, af Johannes V. Jensen kaldet den gotiske renæssance, men besk beskrevet af Herman Bang i romanen ’Stuk’.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden