Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det slår gnister i norsk 'Ringenes Herre'

En norsk kæmpesællert fortæller, at der er trængsel på grundfjeldet.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

150.000 nordmænd kan ikke tage fejl! Farvel til Frodo og ham Potter, siger de deroppe. Vi kan selv.

Nu hedder han Espen. Og igennem ham åbenbares den verden, som bor i fjeld og fos. Nisser, alfer og alle dem, du kun tør hviske navnet på, er med i serien om ’Alfetegnet’, hvis to første bind (af tre) nu er ude på dansk.

Forfatteren Sigbjørn Mostue lever op til sit navn. Bjørnestærk underholdning og gamle frønnede legender.

På den ene side er sagafortæller Mostues historie helt klassisk. En dreng bliver uden sit vidende udvalgt til at gøre store gerninger. Ved sin side har han en pige, som kysser ham (let) på side 194 i andet bind.

Større ting end skole og ungdom De bliver i øvrigt begge to mobbet på deres skole, men det holder op i slutningen af første bind, ’Bjerget vågner’, hvori både Espen og Eva lærer at sige fra, når det drejer sig om farer og forviklinger.

De er ikke rigtig spændende som personer, og det er nok heller ikke meningen, for større ting end ungdom og følelser presser sig på.

Den anden side af ’Alfetegnet’-bøgerne er en knytnæve af overtro. Norge formelig myldrer med genfærd i flere afskygninger, voldsomme bjergmænd, talende træer og en hær af veltrænede rotter.

Der er et leben i den usynlige verden, og vreden sidder uden på den usynlige striktrøje. Alfer hader nisser, og ingen kan lide »knoklingerne«, som er en fælles betegnelse for nordmændene.

Rotter angriber nisser
I ’Bjerget vågner’ er vi oppe på familiesæteren, hvor den tankeløse onkel vil fælde den gamle skov, som giver husly til så mange væsener. Det kan kun stoppes, hvis drengen kan få fat i sværdet.

Det er ikke videre originalt fundet på, men det er sværdets ofre. Kampen imellem selve bjergfiguren Graubøjgen og sværdet Bjergbid er noget, der slår gnister.

I ’Nissedræberen’ er handlingen rykket ind til byen, hvor tætheden af overnaturlige skabninger bestemt ikke er mindre. Nu er der brug for Espen igen. En kæmpe flok rotter invaderer nøje udvalgte mål for at komme nisserne til livs.

Hvem er det, der flyder livløs i kloakken? Og hvad står der i den lille sorte bog, som ungerne huggede fra lærer Agaton von Helrising, der bestemt ikke selv er hævet over mistanke? Juleaften samles byens nisser i »sjopingcentret«, men det går anderledes i år.

Hjertet på rette sted

Nisserne er tydeligvis forfatterens kæreste flok. De er stædige og lidt stupide, men de har hjertet på rette sted og taler engelsk. »Okay«, siger nissen Oddefar, da han laver en aftale med Espen. ’Alfetegnet’ er overvældende underholdning. Sprog og handling ræser af sted, som havde den hele den fjeldfyldte nordiske underverden i hælene. Hvad den også har. Indimellem er det temmelig sjovt.

Så læseren er aldrig rigtig bange, selv om Sigbjørn Mostue er specialist i åndeløse cliffhangere: »Eva vred sig rundt og stirrede ind i et frådende bjørnegab. Den rådne dyreånde slog mod hende, før labben ramte hende i hovedet«.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden