Det begynder som lyn og torden eller helt præcist med pistolskud, salver af dem. En af historiens utallige onkler går bersærk, da greven - forbandet være ham og hans slægt! - fordriver familien fra de elskede jorde på Posletten i det nordlige Italien. Det er skæbnehjulet, der drejer; det sker nogle gange i løbet af den lange fortælling, men sjældent med så vidtrækkende konsekvenser som her. LÆS OGSÅDet pontinske landskabs historie Fra nu af er familien nemlig udleveret til De Pontinske Sumpe syd for Rom, hvor malariamyggen regerer, og folk har maver som opspilede fodbolde.
Krydderi Eller begynder og begynder, det er egentlig ikke rigtigt. Antonio Pennacchis roman om Peruzzi-familiens slidsomme liv fra årene før Første Verdenskrig og til afslutningen af Anden Verdenskrig er mere spring og sløjfer end lige linje med begyndelse og slutning. Filò kaldte man det, når bønderne samledes om aftenen, i stalden eller omkring brystværnet og byttede eventyr og skrøner. Romanen er sådan en filò, en lang, tyktsmurt beretning, som fortælleren indestår for, hvert et ord, så sandt som han har det hele fra sine onkler og tanter og har gættet sig til resten. Historien begynder derfor længe før og giver os ikke bare i snapshot den hidsighed, som man kan kende en Perruzi på, men også et stykke italienshistorie set nedefra og fortalt i en blanding af familiekrønike og gavtyveroman med et skvæt magisk realisme. LÆS OGSÅLars Norén udgiver et kulsort mesterværk af en bog Den historie, romanens indre linje, handler selvfølgelig ligesom den anden om ubesindighed og blodig ulykke, om skæbnen, der kaster rundt med Peruzzi'erne, som vinden kaster rundt med blade og kviste. Ofte i øvrigt på hovedet ind i tidens mange krige - Første Verdenskrig, Abessinien-felttoget, Den Spanske Borgerkrig, Anden Verdenskrig. Peruzzi'erne leverer, som fattigfolk altid har gjort det, mandskab til dem alle sammen. Men den handler også om fæstefamilien, feudalsamfundets slaver, der en dag får besøg af smedesønnen Benito med efternavnet Mussolini. Om hans - altså Mussolinis - og fællers oprørske socialisme, der ved endnu en af skæbnens korsveje slår om i fascisme, som ikke desto mindre til forveksling lignede - ja, måske var - fæstebondens største lykke, hans vej ud af trældommen.
Ingen moralske kvaler Og endelig handler den om, hvordan de nu sortskjortede Peruzzi'er udvikler en dyb solidaritet med det regerende fascistparti fra det grundlæggende had til undertrykkerne over det gigantiske afvandingsprojekt i De Pontinske Sumpe - for lykkedes det måske ikke Mussolini, hvad der ikke lykkedes det gamle Roms kejsere eller nogen senere? - og gennem samtlige de forbrydelser og illusionsnumre, der siden fulgte: racelovene, myrderierne, krigene. Antonio Pennacchis (f. 1950) roman er samvittighedsfuld historiefortælling af den slags, der ikke kerer sig om smålig moral. Vi er hos fascisterne, de gode folk (i øvrigt delvis tegnet efter Pennacchis egen familie), men først og fremmest er vi blandt de små. LÆS OGSÅJan Sonnergaard er tilbage med husfarporno for de kultiverede Rækken af forgængere til den underholdende galskab med social undertekst er lang og stolt fra Charles Dickens, Bertolt Brecht og John Steinbeck til Günter Grass og José Saramago. Pennacchis saftige og poetiske overdrivelseskunst (i god fordanskning) står ikke meget tilbage for nogen af dem.