Spændingsroman' kalder Gertrud Tinning selv sin roman. Det er dog kun den halve sandhed, for den egentlige spænding indtræder først relativt sent i romanen, som indtil da i højere grad er et tidsbillede, en skæbnefortælling eller en sædeskildring. Men selv da er den glimrende.
Følelserne råder
To små børn efterlades på Helsingør Station, hvor billetpigen Ingeborg ikke kan holde ud, at der ikke kommer nogen for at hente dem.
Efter forgæves at have forsøgt at få politiet til at rykke ud tager hun dem med sig hjem. Den beslutning besegler hendes skæbne. ’Som små soldater’ er Ingeborgs fortælling, bogstaveligt talt, for hun er romanens jegfortæller, dens stemme.
LÆS OGSÅNorsk stjerneforfatter forfalder til klichéerne i ny roman
En beskeden, snusfornuftig og forsigtig ung dame, der bor på et ydmygt klubværelse i tiden umiddelbart efter besættelsen, er forlovet med den ligeledes aldeles fornuftige Jørgen og passer sit. Lige indtil hun altså en dag træffer et aktivt valg.
Hun ved dårligt selv, hvad hun gør, og meget mindre hvorfor, men pludselig er det følelserne og ikke fornuften, der råder.
Rich's og kuponer Ingeborg er opsat på at finde børnenes forældre, koste hvad det vil. Først går det trægt, de fleste spor ender blindt, og ingen omkring Ingeborg forstår, hvorfor hun er så opsat på at redde et par fremmede børn. For romanens vedkommende betyder det, at opmærksomheden ligger i detaljerne; i kaffeerstatning, i nærbeskrivelser af Ingeborgs nøjsomme tilværelse, hvor der spares på sukkerknalderne og købes ind på kuponer. LÆS OGSÅStorslået bind 3 kan fortsat læses lige ud ad Køge Landevej Det er en lærerig tidsrejse, men det giver også romanen et noget musealt præg med de mange nuancer af brunt, lugten af surkål og Rich’s på kanden. Der kommer dog fart over feltet i romanens sidste halvdel, hvor Tinning får sat fut på Ingeborg, der pludselig giver fanden i forestillinger om rigtigt og forkert.
