Ved min lokale kirke står nogle træer med rislende småløv. Under træerne står en bænk. Den bænk har jeg altid gerne villet sætte mig på, men det var, som om der skulle en særlig lejlighed til. Da jeg var halvvejs i Dy Plambecks nye roman, vidste jeg, at nu var den særlige lejlighed kommet. Dén bog skulle læses færdig på dén bænk, under lyden af bævrende asp. Særligt bogens midterdel, hvor de to hovedpersoner, pigen og soldaten, er på »leave« i Sardinien, har samme stemning i sig som bævreasp: på én gang velsignet fred og sitrende uro.
Plambecks ’Mikael’ er historien om sergenten Mikael og den kvindelige journalist Becky, der møder hinanden i Afghanistan under krigen. Romanen fortælles hovedsageligt af Becky (et navn stykket sammen af forfatterindens halve efternavn og det karakteristiske ’y’ i hendes fornavn), men hvert af dens tre afsnit indledes, og hele bogen afsluttes, med små tekster fra Mikaels perspektiv, forsøg på at indleve sig i soldatens bevidsthed: »Jeg ser på fjenden uden had«. »I Afghanistan er der en kraft, der gør mig levende«. »Kamp er nogle af de klareste øjeblikke i mit liv«.
