Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Arkiv
Foto: Arkiv

Mesterlig. Lev Tolstojs stil kaldes plastisk realisme.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Tolstojs mesterlige 'Herre og tjener' glemmer man aldrig

Tolstojs plastiske realisme fører læseren på en sanselig og medrivende færd.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

En decemberhelligdag i 1870’erne drager en russisk købmand, Brekhunov, og hans karl Nikita af sted i slæde forspændt en middelstor mørkebrun hingst. Nikita er både fordrukken og hanrej og nem at snyde med lønnen, da han ofte drikker pengene op alligevel. Hesten har et lidt hængende bagparti, men er ellers velbygget.

Det er midt på eftermiddagen, 10 graders frost, gråt og blæsende. Brekhunovs »alt andet end elskede« kone, der er »bleg og mager og højgravid«, overtaler ham til ikke at tage af sted alene, men tage tjeneren Nikita med. Købmanden har nemlig enormt mange penge på sig.

Den rødmossede, cigaretrygende købmand i fåreskindspels med stor krave er lidt bedugget efter en frokost. Nu vil han af en godsejer i nabosognet købe et stykke skov til en fordelagtig pris, dvs. snyde ham – inden andre får nys om den gode handel. Brekhunovs største og, fornemmer man, eneste glæde er at puge penge sammen.

Loyalitet i dybeste forstand

Det er udgangspunktet for Lev Tolstojs korte roman (knap 100 sider) og en af verdenslitteraturens juveler, ’Herre og tjener’ fra 1895. Den er nu genudgivet i Ejnar Thomassens (1881-1977) oversættelse fra 1944 (vistnok; det burde Bechs forlag have oplyst). En nyoversættelse havde ikke været af vejen, men Thomassens er nu en fornøjelse, lige bortset fra hans forfranskede transskriptioner af de russiske navne. At titlen også kan oversættes som ’Ejer og arbejder’ skal ikke lægges Thomassen til last.

Lev Tolstoj (1828-1910) er som sædvanlig ugenert og ubesværet til stede som fortæller, også i ’Herre og tjener’, samtidig med at han lige så ugenert og ubesværet går ind i både mennesker og dyrs tanker. De er dermed ikke sikret hans loyalitet i overfladisk forstand. Kun i den dybeste. Tolstoj holder ikke med sine personer, men han holder af dem, også når det ikke var meningen. Det mest berømte eksempel er Anna Karenina, som skulle fordømmes af patriarken Tolstoj, men endte med at få sin forfatters dybe medfølelse.

Plastisk realisme

’Herre og tjener’ handler – ligesom en anden kort og lige så genial Tolstoj-roman ’Ivan Iljitjs død’ – om en mand, der uventet for sig selv hæver sig over sit tomme liv og kommer til afklaring, erkendelse og opfyldelse i sin sidste stund. Den er dybt moralsk, men det opdager man ikke før bagefter. For undervejs er vi med på en så sanselig og medrivende færd, at det er helt på sin plads, at Tolstojs stil kaldes plastisk realisme.

Turen ender galt; købmanden overhører i sin iver efter den gode forretning alle advarsler mod det tiltagende snefog, og den sagtmodige Nikita er ikke den, der sætter sig op mod sin skæbne. Foreløbig spænder han for: »Så så! ikke for hastig – du skal jo først have lidt at drikke, fæhoved – talte han til hesten, ganske som man taler til et væsen, der forstår hvert ord, og efter at han med sit pelsskøde havde aftørret dens brede, velnærede, med støv bedækkede ryg, lagde han seletøjet om dens kønne, unge hoved, idet han frigjorde ørerne og hårdusken, og førte dyret hen til vandtruget.

Den er dybt moralsk, men det opdager man ikke før bagefter.

Mental og moralsk rejse

Sindigt skred hingsten gennem staldrummets høje møgbunker ud i det fri, og så snart den befandt sig her, blev den kåd og begyndte at slå ud, idet den lod, som om den sparkede til karlen, der travede ved dens side«.

Man har lyst til at citere side op og side ned, for eksempel: »Da hesten havde drukket i sig, hvad den orkede, af det kolde vand, stod den stille et øjeblik, drog et dybt suk og bevægede den kraftige, våde mule, fra hvis hårbørster de gennemsigtige dråber dryppede ned i truget igen. Så prustede den«.

Selv om Tolstoj er en fin hestebeskriver – og det derfor rammer dybere, hvad der siden sker – er det dog de to mænds fysiske rejse og købmandens forsinkede mentale og moralske rejse, der er hans hovedærinde. Og har man læst ’Herre og tjener’ glemmer man den aldrig. Lad os bare håbe, Disney aldrig kaster sig over den.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden