Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Helheden. Nordbrandts nye digte sidder langtfra alle lige i skabet, og de byder heller ikke på den store poetiske fornyelse, men tilsammen rammer de alligevel noget, som drager med sin dystre djævelskhed, og som, ja, løfter helheden op.
Foto: MIRIAM DALSGAARD (arkiv)

Helheden. Nordbrandts nye digte sidder langtfra alle lige i skabet, og de byder heller ikke på den store poetiske fornyelse, men tilsammen rammer de alligevel noget, som drager med sin dystre djævelskhed, og som, ja, løfter helheden op.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

«

Tilværelsen er en flyrejse og passageren ramt af eksistentielt jetlag i ‘Jetlag’.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vækkelsen’ hedder det første digt i Henrik Nordbrandts nye digtsamling, ‘Jetlag’, og først vækker det mest min skepsis:

»En flyrejse/ Et væk/ En flyrejse/ Et væk// Et væk/ En flyrejse/ En flyrejse/ En flyrejse væk// En flyrejse/ Et væk/ En flyrejse væk, bliver du væk// Et væk/ En flyrejse/ En flyrejse er et væk, der ikke vil gå væk«.

En kæk, men også anstrengt sprogleg.

Den slår dog digtsamlingens koncept effektivt nok an, for digtene i ‘Jetlag’ følger ganske enkelt en flyrejse, fra København til Costa Rica og tilbage igen, og det bliver hurtigt klart, at flyrejsen her ikke er nogen legemliggørelse af frihed:

»Definition på et fængsel:/ Du kan ikke komme ud./ Definition på et mareridt:/ Du kan ikke komme ud./ Definition på en flyrejse:/ Du kan ikke komme ud«.

Til forskel fra fængslet og mareridtet er indespærringen i metalkabinens »mareridt af et fængsel« (hvad enhver med flyskræk ved) total. Gradvist bliver det også klart, at flyrejsen og dens indespærring er en allegori på tilværelsen selv.

Det er der noget mørkt, melankolsk og næsten mystisk over. Det er Nordbrandt den hjemløse og selv-eksilerede, der hverken føler sig hjemme i sit fædreland eller i sit modersmål:

»Nu kredser maskinen/ over det frastødende/ mørke sted/ hvor disse ord kommer fra// og hvortil de skal tilbage/ og gentage sig selv/ og høre sig selv gentaget.// Giv mig et nyt sprog/ så jeg kan falde ned// i mit hjem«.

Bogens sidste digt modulerer da også den klassiske hjemme-ude-hjemme-struktur, som digtsamlingen ellers følger:

»Hjemrejse// udrejse// hjemrejse// hjemrejse/ bortrejst«.

Billede på fremmedgørelsen

Passageren her kommer aldrig rigtig hjem. Og det jetlag, flyrejsen resulterer i, er selvfølgelig selv et ikke uraffineret billede på fremmedgørelsen: et permanent efterslæb, det »væk, der ikke vil gå væk«.

Modsat de ærkepoetiske nedstigninger til underverdenen, litteraturhistorien er rig på, stiger Nordbrandt direkte op over skyerne, men den himmel er så også et helvede, et helvede, der ikke mindst er de andre, nærmest dæmoniske medpassagerer:

»Ingen kan blive grimmere end I er/ i 10.000 meters højde, skal I lige vide./ Så er det sagt. Og det er nok al den hævn,/ jeg får for søvnløs at bære jer sovende monstre,/ hvis åbne munde ligner reder,/ hvor små hvide dyr har travlt med at formere sig/ gennem dette støjhelvede«.

Det er kun passende, at digtene flankeres af dæmon- og reptillignende skikkelser i bogens grafiske arbejder af Tal R.

Alt i alt er det en turbulent bumletur. Nordbrandts nye digte sidder langtfra alle lige i skabet, og de byder heller ikke på den store poetiske fornyelse, men tilsammen rammer de alligevel noget, som drager med sin dystre djævelskhed, og som, ja, løfter helheden op.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden