Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Tilbage. Albert Dam (1880-1972) anno 1962. Nu er han genudgivet. Heldigvis. Arkivfoto: Erik Friis

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Dansk prosa er vibrerende litterært mosefund

At læse og genlæse Albert Dam er et mageløst sprogligt sansebombardement.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Mirakler findes. I en veritabel bogstormertid skabte et par mennesker – kun iført entusiasme, kærlighed til litteraturen og en kassekredit fra banken – for et par år siden et helt nyt forlag.

Nu er det blevet til langt over 40 udgivelser årlig fra Jensen & Dalgaard, priser fra Kulturministeriet og tilmed en lille, selvstændig klassikerserie, der består af skæve, upåagtede, gemte og glemte kvalitetsbøger. Og de er ikke de eneste i branchen.

Jo, mirakler findes. Også i den litterære mose, hvor gamle romaner altså pludselig kan bloppe op som forunderlige grauballemænd.

Kun hos Bent Haller i 'Den ottende bonde' har jeg i nyere tid set et så kraftfuldt sprog

Forlagets klassikerserie er nu nået til Albert Dam (1880-1972), en ener i dansk litteratur, der heldigvis blev så gammel og fortsatte med at være produktiv så længe, at han endte med at få sin anerkendelse. Men succesen holdt hårdt, eller den havde indtil da holdt ubarmhjertigt kort.

Pletvis ros fik han for sin debutroman ’Mellem de to søer’ fra 1906. Og mere for ’Så kom det ny brødkorn’, der udkom i 1934 efter 18 års pause, på en tid hvor forfatteren selv ernærede sig som konditor i Kjellerup. Brød blev til bøger. Så samlede det grå mosevand sig igen, og bøger blev til brød. Det gør de ikke længere. Takket være en god næse og et modigt forlag.

Lilian Munk Rösing, der prikkede de to forlæggere på skulderen, har skrevet et stærkt og øjeåbnende forord. Lidt vovet vælger hun, som i øvrigt Dam selv, at udæske grænsen mellem den personlige sanseverden og en stram nøgtern iagttagelse. Man skal gå varsomt i det felt.

Men ikke Dam. For det er lige netop her, han har sit geni. I den flydende, skridende strøm mellem natur og bevidsthed, erindringsspor, drøm og virkelighed, skrællet realisme og springende modernisme.

På hjemmebane

Vi er på landet ikke langt fra Dams egen verden i Kjellerup. Og historien koncentrerer sig især om tre personer.

Først og fremmest Hans Peter og den lidt ældre Andrea, der kort danner par. Begge er de, som næsten alle Dams mennesker, rastløst flakkende eksistenser. Hans Peter i det ydre, evigt på vej, pisket af urolige kræfter, han ikke kender indholdet af, væk fra fallerede foretagender og kvinder, han nok holder af, men ikke kan holde fast i. Andrea i det indre på flugt fra fortidens forbrydelse, skammen, samvittigheden. Men også hendes eksistens udspringer af dette ubændige, hvileløse begær.

Den tredje hovedperson er drengen Michael. Uden for markedspladsen bliver han myrdet og fundet i en bæk, frarøvet de penge, han netop har tjent på en ko. Lille Michael er bogens hjerte. Sin enke-mors trøst. Nu er han dødere end død. Det er ikke til at bære.

Vi ved hurtigt, at Andrea er morderen. Men ikke, hvordan hun nogensinde skal komme videre. Enhver chance for tilståelse, enhver åbning synes at klappe i. Og dermed ethvert håb om forsoning. Hun er dømt til driften, den sorte samvittighed og gengældelsens universelle lov.

Det lyder dystert, men det er alt sammen vævet ind i et sprog, der er så tæt sanset, så mosemættet med kroppe og lyde, at man beruset lader sig drukne.

Det er mageløst.

Kun hos Bent Haller i ’Den ottende bonde’ har jeg i nyere tid set et så kraftfuldt sprog. Og kraften forstærkes yderligere af, at personerne konsekvent defineres udefra og ind – af hele den vibrerende, lugtende, skvulpende, skrigende, elskende, påtrængende virkelighed, der omgiver dem. Af arbejdet på gården, i huset, i gartneriet, af sengens varme lindring, af træets råd, af koens rokkende gang over marken. Ja selv den dødbringende spade ’rejser sig’, som af sig selv.

Og på en paradoksal måde efterlader denne menneskelige afmontering en næsten bedøvende frihed. Mennesket har ikke styringen, det er de samme kræfter der raser overalt. Så vi må leve i kampen, eller vi må bøje os. Finde vores plads i altet. Begge muligheder står åbne. Og det gør på samme tid Albert Dam frysende deprimerende og larmende håbefuld.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden