Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

FÆLLESGODS. Ida Holmegaard, født 1990, debuterer på torsdag med romanen 'Emma Emma'. Om gruppelivet set indefra. Selv er hun del af et bofællesskab med sammenbragte møbler og bøger. Foto: Lasse Kofod
Foto: Lasse Kofod

FÆLLESGODS. Ida Holmegaard, født 1990, debuterer på torsdag med romanen 'Emma Emma'. Om gruppelivet set indefra. Selv er hun del af et bofællesskab med sammenbragte møbler og bøger. Foto: Lasse Kofod

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Forfatterdebut med flokdyrets blik

Ida Holmegaard debuterer med en roman om sommer i København, venindeforhold og om det at være ung. Men i arbejdet med sin roman har hun især været fascineret af ét klassisk motiv: unge kvinder i flok.

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Selv om det er en skravlet roman på 115 sider, er der meget mere tekst, end jeg nogensinde havde forestillet mig, jeg skulle skrive«, siger Ida Holmegaard. På torsdag debuterer hun som forfatter, selv om hun foretrækker at kalde sig ’skrivende’, fordi ordet forfatter lyder »vældig autoritativt«.

På Forfatterskolen, som Ida Holmegaard afsluttede i 2013 samtidig med bl.a. Lea Marie Løppenthin, Cecilie Lind og Josefine Graakjær Nielsen, skrev hun mest »korte, stirrende tekster«.

»Men da jeg blev færdig med skolen, var det, som om jeg fik en tredje lunge, jeg kunne trække vejret med, så der pludselig var mere plads til at holde teksten åben. Jeg begyndte simpelthen at skrive lange sætninger«. Resultatet har fået titlen ’Emma Emma’ og er en fortælling om et venindeforhold, der med Ida Holmegaards egne ord »flyder over« og bliver til noget andet i løbet af en virkelig varm sommer.

Ida Holmegaard viser ind i bofællesskabets stue, hvor umage stole har fundet sammen med en sofa i sit helt eget indlysende arrangement, og hvor bogreolerne strutter af en ret bredspektret litteratursmag. Resultatet af en kollektiv indsats. Ida Holmegaard fortæller, at husstanden også omfatter en fiskefamilie, men hverken den eller lejlighedens øvrige beboere forstyrrer vores samtale. Som bl.a. handler om – fællesskaber.

Alle vore piger står ventende i flok

»Vi ligner ikke hinanden, men vi har altid holdt af at blande os sammen på den måde, indgå aftaler om, hvordan vores latter skulle lyde, eller pludselig begge udvise stor forkærlighed for brændte mandler eller hvid, imiteret pels«.

Jeg synes ikke, jeg behøver at være nervøs over at udgive en bog, fordi jeg er kvinde

Det er jegfortælleren Agnes, der i begyndelsen af bogen reflekterer over forholdet til veninden Emma, som vender tilbage til København efter nogle år i London. Emma flytter ind i Agnes’ lejlighed, i bofællen Lineas værelse, mens denne er bortrejst. Venskabet mellem Agnes og Emma ændrer lidt efter lidt karakter, bliver erotisk, bliver seksuelt.

Agnes har et forhold til Anton, og Emma har også noget kørende med en mand i London. Pludselig forelsker de sig i en af samme køn. Alligevel er det ikke rigtig en spring ud-roman, du har skrevet?

»Der er flere forskellige seksualiteter og former for kærlighed til stede i romanen, og det er ikke, synes jeg, en entydig overgang mellem dem, der er det mest fremtrædende tema«, siger Ida Holmegaard og taler sig dermed lidt på afstand af den del af den litterære identitetsdebat, som de seneste år har kredset om køn og seksualitet. »Der er bare for meget af den der venindekærlighed, den er som en soufflé, der hæver over«.

Man kan føle meget kærlighed til venner, alligevel er der vel et punkt, man ikke overskrider, hvis det skal forblive et venskab?

»Jo, de bliver da også superforvirrede, og selvfølgelig er jeg optaget af, hvad der sker mellem Emma og Agnes. Men der er flere unge kvinder med i bogen end de to – Sophy, Juliane og den fraværende Linea, ligesom Anton jo også går ud og ind af billedet – for jeg har været endnu mere optaget af et andet motiv: unge kvinder i flok og flokke i det hele taget«, forklarer Ida Holmegaard og ser et øjeblik ud, som om hun leder efter noget. »Tænk på sangen ’Marken er mejet’: »Børnene danser allerede så glade,/ alle vore piger står ventende i flok«. Motivet findes rigtig mange steder i litteraturen. I Prousts ’På sporet af den tabte tid’ sidder fortælleren i badebyen Balbec og betragter en gruppe unge kvinder. Han er helt oppe at køre over dem – der går cirka 15 sider med at beskrive de få minutter, mens kvinderne passerer. Han ser en koreografisk bevægelse gennem landskabet og en udskiftelighed mellem kvinderne. De beskrives som en skulptur, en symfoni, en fugleflok«.

I romanen vender Ida Holmegaard så at sige blikket og undersøger, hvordan det ser ud inde fra fugleflokken. »Fra et sted, hvor man kan være udskiftelig med hinanden og måske ikke kan skelne sig selv fra de andre. Hvilket kan være helt vildt fascinerende, fordi man er befriet fra en jegtyngde og i stedet har en fællesskabsfølelse. Men samtidig skræmmende, fordi det bærer en vis anonymitet i sig – man kunne jo forsvinde i mængden«.

En poolscene må der til

De unge kvinder i ’Emma Emma’ låner id-kort af hinanden, bytter ting og afprøver på den måde identitetens grænser og mulige forskydninger. I en scene står ’bytteriet’ klart som et nymalet oliemaleri: »Jeg låner Lineas blå sommerkjole fra skabet, binder båndet til en sløjfe på ryggen. Emma låner min allerrødeste læbestift. Vi står begge et øjeblik ved siden af hinanden i døråbningen«.

Ud over forskydning arbejder teksten med fordoblinger, som når Emma skriver ’Kære kære’ eller romanens titelperson ganges op: ’Emma Emma’. Og vi hører, hvordan Agnes fascineres af computerspillets »rolige gentagelse af de samme mønstre, fordobling, fordobling, sammenglidning, de skinnende farver, der ligner de farverester, som tit er det eneste, jeg husker fra drømme«.

Der er bare for meget af den der venindekærlighed, den er som en soufflé, der hæver over

Man skulle tror, at Ida Holmegaard foruden litteratur var optaget af malerkunst eller musikkens repetitioner, men »nej, det er filmmediet!«. Dels anmelder hun film for magasinet Atlas, dels har hun i arbejdet med ’Emma Emma’ været inspireret af amerikanske ungdomsfilm, hvor gruppelivet afbildes og dyrkes – ’Spring Breakers’ ’The Virgin suicides’ og ’Dazed and Confused’, f.eks.

»Mange fortællinger om at være ung er centreret om ét ungt menneske, der skal skille sig ud fra flokken. Den klassiske fortælling om at gå fra barn til voksen. Jeg ville gerne tage det billedstof og det sprog, der er forbundet med fortællinger om ungdom alvorligt, men samtidig bruge det til at skabe en fortælling, der ikke tager udgangspunkt i individualisme eller handler om at træde ud af et fællesskab eller tætte relationer og ’blive sig selv’«, uddyber Ida Holmegaard. Snarere end psykologi på individplan er det studiet af skuespillernes »ufærdige ansigter« eller de typiske scenografier, som ungdomsfilmene dyrker – festen, stranden eller poolen, der interesserer hende.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg så en gang en dokumentarfilm, hvor nogen havde sammenklippet en hel masse poolscener fra ungdomsfilm. Det var fantastisk«.

Så jo, der er også en poolscene med i ’Emma Emma’, hvor sommeren ikke bare er varm, men også vedholdende:

»Tiden er holdt op med at gå og er blevet til ét stort blødt og uformeligt nu, der hæver og hæver som en gærdej i varmen«, skriver Ida Holmegaard og forklarer:

»Ferien ligger som et kæmpestort dyr og sover oven på sommeren. Ferien er jo mest af alt et fravær af arbejdet, der ellers i mange sammenhænge strukturerer tiden, ugedagene og hvornår der er primetime i tv. At skrive i det fravær giver mulighed for at afsøge alternative inddelinger af tiden. Jeg har forsøgt at skabe en ’fyldt nutid’, som jeg synes passer til dette underlige ferievakuum. Scenerne kan strækkes i det uendelige ved hjælp af alt det, der fyldes ind i dem, alle disse erindringer, f.eks.«.

»Men min roman er ikke udelukkende en kritik af ferie og forlystelse, der er også meget glæde og lykke forbundet med at spise de her fedtede softice og være i den der sol. Der opstår bare en kvalme ved det i længden, ikke?«.

Ung kvindelig forfatter

’Emma Emma’ lanceres som en roman, og der er ikke noget navnesammenfald mellem jegfortælleren og forfatteren. Dermed slipper vi lykkeligt for at diskutere autofiktion og navlepilleri blandt yngre ’kvindelige forfattere’ i kølvandet på forårets ophedede debat. Og dog. Ida Holmegaard er jo en ung forfatter af hunkøn, der har gået på Forfatterskolen, og som debuterer med en ung, jegfortællende kvinde som hovedstemme ...

POLITIKEN SPØRGER

Har du følt dig truffet, påvirket eller indigneret af litteraten Mette Høegs udfald mod unge, kvindelige forfattere?

»Jeg synes ikke, jeg behøver at være nervøs over at udgive en bog, fordi jeg er kvinde. Og jeg har valgt at gå på en forfatterskole, fordi jeg opsøgte et miljø, hvor man taler om litteratur. I forhold til Mette Høeg er det svært at svare på hendes tekst som et samlet udsagn, fordi debatten har bevæget sig i mange retninger. Det, jeg kan sige, er, at jeg synes ikke, der er noget inventar i litteraturen, der er underlødigt. Jeg kan ikke forhindre folk i at have en holdning til min bog, fordi der står et ord som »læbestift«. Men jeg synes da, det ville være en kedelig baggrund at afvise værket på«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden