Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Romanforfatter. Den svenske forfatterinde Majgull Axelsson.
Foto: Susanna Asklof/Pressens Bild/Pressens Bild

Romanforfatter. Den svenske forfatterinde Majgull Axelsson.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Historisk roman skildrer 'de foragtede sigøjnere' under Anden Verdenskrig

Majgull Axelssons roman handler om en romapige, der kommer til Sverige med de hvide busser efter Anden Verdenskrig.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Litteraturens identitetsudforskning antager mange former i disse år. Den svenske Majgull Axelsson udgav i 2008 romanen med den sigende titel ’Den jeg aldrig var’. Nu følger hun temaet op i sin nye roman om, hvad det vil sige at have en identitet, der for enhver pris skal skjules, i ’Jeg hedder ikke Miriam’.

Nej, for Miriam hedder egentlig Malika og er sigøjner – eller roma, som de selv kalder sig – og tilhører dermed et foragtet folk. Hun bliver som ung pige sendt til koncentrationslejren Auschwitz. Da hendes tøj under en transport til lejren Ravensbrück flås i stykker, bytter hun det ud med en død jødisk piges.

Dermed er hun blevet til Miriam Goldberg. Det lykkes hende at kradse nogle tal og bogstavet Z væk fra sin tatovering på håndleddet, og herefter kender ingen hendes roma-identitet.

LÆS OGSÅ

Romaerne var den mest foragtede gruppe i kz-lejrene, også i fangernes eget hierarki.

Majgull Axelssons personer er fiktive (bortset fra historiske personer som Josef Mengele, der udførte de frygtelige medicinske eksperimenter på ikke mindst romaer), men den bygger på faktiske begivenheder baseret på en lang række kilder, for eksempel oprøret i sigøjnerafdelingen i Auschwitz i 1944 og den såkaldte sigøjnernat, hvor 3.000 romaer blev gasset og brændt.

Skammen er en hård følgesvend

Samt de optøjer mod sigøjnere, der fandt sted i Jönköping i 1948, hvor svenskerne gik amok på dem.

Hertil er den purunge Miriam ankommet med de hvide busser, som jødinden Miriam.

Og her vil hun blive, langt væk fra »den virkelige verden«, som hun kun kender som et rent helvede. Hun skjuler sin oprindelige identitet livslangt. Der var indvandringsforbud for romaer i Sverige helt til 1954, og hun er klar over, at ingen vil have noget med hende at gøre, hvis de opdager, hvem hun er.

En rejse fra den foragtede roma

»Man ved jo, hvordan de er«, er en bemærkning, hun har hørt om romaerne altid. Også af den søde norske Else, der var som en mor for hende i Ravensbrück-lejren.

Miriam lærer sig øjeblikkeligt svensk, og den venlige Røde Kors-dame Hanna, der tager hende ind i sit hjem, lærer hende svenske omgangsformer. Historien om, hvordan man aflærer sig alt, hvad man har kendt og været, er indsigtsfuldt skrevet, konkretiseret i et væld af scener, der viser, hvordan Miriam bliver en overkorrekt ung kvinde, der klarer sig godt.

Pigeskoleeksamen som privatist og senere gift med Hannas tandlægenevø, hvis nyfødte søn hun passer efter konens død i barselsseng.

LÆS ANMELDELSE

Hendes liv kommer til at forme sig som en rejse fra den foragtede roma Malika til den jødiske Miriam af god familie og endelig fin svensk tandlægefrue. I lejrene har hun lært som første bud: »Lad aldrig nogen se, at du er bange«.

Det råd får hun også brug for i Sverige, da jönköpingerne kaster sig over »taterpakket«. Man skal opføre sig, som om man har en selvfølgelig ret til at eksistere, så ingen kan få den mistanke, at hun er en af »dem«.

Illustrativ historisk formidling

Axelssons stofmættede, detaljerige roman lever i to spor, der krydsklippes. Dels fortællingen om livet i lejrene, hvor hun som sagt trækker på en mængde historisk baggrundsmateriale, dels Miriams liv i Sverige, til hun på sin 85-års fødselsdag løfter sløret for sin livslange hemmelighed til sit voksne barnebarn.

Således bølger romanen frem og tilbage mellen nu og da, mellem et trygt liv i det svenske folkehjem og en lidelsesfuld fortid og problematisk oprindelse.

Majgull Axelssons velresearchede roman er illustrativ historisk formidling af bedste kaliber

Hvorfor har hun ikke fortalt om det tidligere, heller ikke til sin nu afdøde mand? Fordi det dengang gjaldt om at lægge låg på de forfærdelige kz-oplevelser, fordi ingen ville høre om dem, sådan var holdningen dengang.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og fordi de posttraumatiske ofre havde svært ved at fortælle, ikke mindst på grund af skam. Man skammer sig over, hvad man har været udsat for, hvad man har måttet udholde. Axelssons præstation er ikke mindst at vise, hvor tynd linjen er mellem omgivelsernes medfølelse og afsky .

LÆS OGSÅ

Miriam kan ikke indrømme, at hun oprindelig er sigøjner, for bare »ordet indrømme betyder, at der findes en underliggende skam, og det gør der ikke«.

Den sidste del af citatet er besværgende. Skammen er en hård følgesvend, og at hun nu beder sit barnebarn om ikke at fortælle hendes hemmelighed videre før efter hendes død, siger jo alt.

Videre lyder hendes selvrefleksion: »Nu er hun ingenting, hverken roma eller jøde, hverken tysk eller svensk. Hun er ikke engang smålænding. Bare Miriam. Eller Malika. Eller ingen af delene«.

Majgull Axelssons velresearchede roman er illustrativ historisk formidling af bedste kaliber.

På det psykologiske plan og helt ned i enhver hverdagsdeltalje viser den, hvad det vil sige at skulle udradere alle spor af sin oprindelige identitet for at få en plads i tilværelsen.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden