0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Farvel til far: Jeg vil også have kræft

Det er en fryd, at Bjørn Rasmussen følger sine to romaner op med digtsamlingen ’Ming’ om farbesættelse og udsyret sorgpsykose.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Frida Gregersen
Foto: Frida Gregersen

Nøgen. Bjørn Rasmussen har få parader i 'Ming'.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Først en stor tak til Bjørn Rasmussen for at introducere emhætten som poetisk motiv i dansk litteratur! Dernæst: Sådan her lyder det første melankolsk henrykte og stort set geniale lille digt i Bjørn Rasmussens første og smukke digtsamling, ’Ming’: »Jeg skriver/ min døde far/ frem/ i min favn/ og han føder/ fra hænderne/ en lav sol/ en lille gul gummidinosaur/ jeg græder/ som en symaskine/ af glæde«.

LÆS ANMELDELSEN AF BJØRN RASMUSSENS DEBUTROMAN

F’erne hober sig ceremonielt op her i påkaldelsen af den afdøde far, som er digtenes omdrejningspunkt: f som i far og f som i Flemming, som han hed (det er ham, der er Ming). Det er en barok lille opstilling, hen ad det religiøse ikon, med faderen og sønnen og hændernes stråleglans, men så også det helt igennem profane gummidyr og den hårdtslående helgenagtige tårestrøms maskinelle taktfasthed.

Disse digtes jeg, en forfatter ved navn Bjørn, spiser tre slags antipsykotisk medicin og skal snart giftes, han flytter i kolonihavehus med sin mand, og han kører rigtig meget i taxa, bl.a. og i al hemmelighed hen til sin gamle lejlighed, hvor han ryger hash og ligger på gulvet og taler med far, der får ham til at droppe medicinen. Det udarter sig til en ren farbesættelse og derpå en indlæggelse.

Til at begynde med er der bare erindringen om den for længst afdøde far, der først bliver skilt fra moderen og siden får kræft i hele kroppen, beskrevet med næsten montypythonsk absurditet: »kræften holder en fest i far/ guirlander linedance/ der er tæskefyldt/ maos knæ spjætter/ mussolini fotograferer frugtopsatsen/ jeg går i bro og modtager applaus/ mor siger: kræften æder ham op/ så kan de pludselig tale sammen efter 7 års ulykke/ så kan de pludselig tale sammen fordi han er syg/ jeg vil også have kræft«.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce