Der er i den grad trådt et jeg frem på scenen i Cecilie Linds nye digtsamling, ’Strunk’, et umiskendeligt pigejeg, men også et mere genkendeligt jeg, end man har været vant til hos Lind.

Der er skåret ned på det fablende særsprog, dets eventyrlige fantasiskabninger og bogstavrimende nydannelser, der især kendetegnede hendes forrige bog, ’Dughærget pupil accelererer tusmørke’ fra 2012.

Eventyrreferencerne er der stadig, og rimene er der, men vægten er ligesom forskudt fra kun at ville det totalt nydannende til at gå mere ind i det trivielle. Som når der lillepigerimes på sød-død, hjerte-smerte, men også sarte-aparte, hvilket lige nøjagtig er, hvad dette jeg er: skrøbelig indtil det sært skræmmende.

Dødelig sandhed

Hos jeget i ’Strunk’ findes en modvilje mod at vokse: både at lade kroppen vokse i størrelse og at vokse op.

Det første er spiseforstyrrelsen, der trækker digtet ud til en lang slank stilk med sine mange linjebrud:

»at/ jeg/ når/ jeg/ rigtig/ skal/ have/ det/ rart/ at/ jeg/ så/ i/ små/ doser/ tillader/ mig/ at/ døve/ det/ der/ larmer/ med/ lidt// SULT// for satan// dine knogler blotter ikke sig/ selv/ om/ selv/ jeg/ ved/ at/ selv ikke synes om at selv skal skælve af// SULT// så/ er/ der/ ikke/ det/ store/ at/ gøre/ ved/ det/ for// MØRKE skal holdes fra/ dør/ jeg/ så/ dør jeg«.

Spiseforstyrrelsens dødelige sandhed: Den bekæmper ikke kroppen, kroppen er kamppladsen.

Det andet er fastholdelsen af det barnlige, pyntede pigeliv, selv om alderen er til at få børn, hofter og kavalergang, f.eks. når det remseagtigt lyder, »jeg beskytter mig mod kuld, og koner, de vil kæntre mit// unge bambi«, men som også ydes modstand: »kære kære, du er et kludder og du kender/ din sult, du vil gerne// gro// og du vil gerne give dig/ hen«.

Gladiator

Lind karikerer det lillepigede, til det bliver uhyggeligt, og driver skrøbeligheden ud, hvor den måske kan undergrave sig selv. For striden, som lillepigekroppen er kampplads for her, er ikke kun privat, den vedrører også den fetichering af uskyldsren, mager ungdom, som samfundet bekriger unge piger med.

Dét er den arena, Linds lyriske alter ego er en spinkel, men strunk gladiator i (passende nok, når nu bogen er kommet på forlaget af samme navn), og sådan her kæmper hun, når hun er bedst: »jeg hjælper det hjælpeløse på/ VEJ med mit// KLYNK og med mit/ glamour, med min trutmund og mine kinder, mit mit, og/ mit// syge, jeg tager en tår, og trækker på skulder, jeg er EN SØD/ TØS, en frisk pige, en gæv/ alf// DET MEST GUSTNE GHOST du nogensinde har/ kendt/ til«.

Cecilie Linds stil er blevet kritiseret for at blive monoton i sin intensitet, fordi de sproglige nydannelser og udsmykningen er så massive, at intensiteten simpelthen kollapser. Det er uden tvivl meningen.

Alligevel er det opløftende, at Lind i ’Strunk’ begynder at skrive en ny form for intensitet frem. Også selv om ensformigheden, som fortsat ligger i den særsproglige strøm af ord, lige så fortsat tynger.

Sagen er, at uanset hvor meget monotonien er en tilstræbt effekt, og uanset hvor lidt der er noget galt med den, er den ikke nødvendigvis den mest interessante effekt. Og derfor er det ganske enkelt sådan med ’Strunk’, at det er den bedste bog, Cecilie Lind har skrevet, men næppe den bedste, hun kan skrive.

Hør Cecilie Lind læse op fra 'Strunk' her:

Hør Politikens bedste kritikere og journalister vende tidens vigtige bøger, debatter og tendenser i vores nye ugentlige litteraturpodcast med Jes Stein Pedersen. Bogfolk kan høres som podcast i bl.a. iTunes, på politiken.dk/podcastog i Politikens nye app 'Politiken Podcast', som kan hentes i app store.

fortsæt med at læse

Digtsamlingen 'Knæk' beskriver livet på den lukkede