0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.


Sarte aparte digte graver i pigeeksistensens »knugede shit«

Cecilie Lind skriver med ’Strunk’ mere intenst end før. Hun gør det godt.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Simon Fals(arkiv)
Foto: Simon Fals(arkiv)

Modvilje. I ’Strunk’ kæmper jeget med at vokse : både at lade kroppen vokse i størrelse og at vokse op.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er i den grad trådt et jeg frem på scenen i Cecilie Linds nye digtsamling, ’Strunk’, et umiskendeligt pigejeg, men også et mere genkendeligt jeg, end man har været vant til hos Lind.

Der er skåret ned på det fablende særsprog, dets eventyrlige fantasiskabninger og bogstavrimende nydannelser, der især kendetegnede hendes forrige bog, ’Dughærget pupil accelererer tusmørke’ fra 2012.

Eventyrreferencerne er der stadig, og rimene er der, men vægten er ligesom forskudt fra kun at ville det totalt nydannende til at gå mere ind i det trivielle. Som når der lillepigerimes på sød-død, hjerte-smerte, men også sarte-aparte, hvilket lige nøjagtig er, hvad dette jeg er: skrøbelig indtil det sært skræmmende.

Dødelig sandhed

Hos jeget i ’Strunk’ findes en modvilje mod at vokse: både at lade kroppen vokse i størrelse og at vokse op.

Det første er spiseforstyrrelsen, der trækker digtet ud til en lang slank stilk med sine mange linjebrud:

»at/ jeg/ når/ jeg/ rigtig/ skal/ have/ det/ rart/ at/ jeg/ så/ i/ små/ doser/ tillader/ mig/ at/ døve/ det/ der/ larmer/ med/ lidt// SULT// for satan// dine knogler blotter ikke sig/ selv/ om/ selv/ jeg/ ved/ at/ selv ikke synes om at selv skal skælve af// SULT// så/ er/ der/ ikke/ det/ store/ at/ gøre/ ved/ det/ for// MØRKE skal holdes fra/ dør/ jeg/ så/ dør jeg«.

Spiseforstyrrelsens dødelige sandhed: Den bekæmper ikke kroppen, kroppen er kamppladsen.

Det andet er fastholdelsen af det barn