Som at have slået hovedet, sådan føles det at have læst ’Du forsvinder’.
Man frygter for sine frontallapper og har følt sig forkert, hvis man manglede medfølelse, når romanen bad om det. Det er jo grusomt, hvad der kan overgå en hjerneskadet mand og hans familie, der bliver med-hjerneskadet – ligesom læseren. Er det afstumpet, hvis man også griner lidt af katastroferne? Et sygdomstegn?
I hvert fald er man på. Fanget af bogen, problemstillingen, dilemmaerne, tempoet. Fanget af de små bevægelser i og mellem mennesker, som Christian Jungersen mestrer med nærmest pervers præcision, og som aktiverer livets store spørgsmål om kærligheden, sjælen og den fri vilje, om skyld og ansvar, om tro og utro; og ikke mindst: om litteratur.
Det hører til de vilde ambitioner i denne roman at tage det helt store opgør med – romanen.
Den spanske læge forklarer Mia, hvordan hendes mands sygdomsforløb vil være (og allerede har været i nogle år): »Det, du især må være forberedt på, er, at din mand mister al indlevelse i dig og i, hvordan du har det«.
Nu begynder et mareridt både for Mia, bogens hovedperson og fortæller, for Niklas og for mange mennesker i kredsen omkring Frederik. Hvor længe kan man holde fast i sig selv og den kærlighed til et andet menneske, som er en del af én selv, når det andet menneske forsvinder som personlighed? Hvor meget kan et menneske rumme? Det får Mia den ene mere frygtelige test på efter den anden.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Deltag i debatten nu
Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
