Lyt til artiklen
Som at have slået hovedet, sådan føles det at have læst ’Du forsvinder’.
Man frygter for sine frontallapper og har følt sig forkert, hvis man manglede medfølelse, når romanen bad om det. Det er jo grusomt, hvad der kan overgå en hjerneskadet mand og hans familie, der bliver med-hjerneskadet – ligesom læseren. Er det afstumpet, hvis man også griner lidt af katastroferne? Et sygdomstegn? I hvert fald er man på. Fanget af bogen, problemstillingen, dilemmaerne, tempoet. Fanget af de små bevægelser i og mellem mennesker, som Christian Jungersen mestrer med nærmest pervers præcision, og som aktiverer livets store spørgsmål om kærligheden, sjælen og den fri vilje, om skyld og ansvar, om tro og utro; og ikke mindst: om litteratur.
