Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning: Roald Als

Tegning: Roald Als

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jungersen er tilbage med fascinerende hjerneskade-portræt

Forfatteren diskuterer livets allerstørste spørgsmål i en vildt ambitiøs roman.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som at have slået hovedet, sådan føles det at have læst ’Du forsvinder’.

Man frygter for sine frontallapper og har følt sig forkert, hvis man manglede medfølelse, når romanen bad om det. Det er jo grusomt, hvad der kan overgå en hjerneskadet mand og hans familie, der bliver med-hjerneskadet – ligesom læseren. Er det afstumpet, hvis man også griner lidt af katastroferne? Et sygdomstegn?

I hvert fald er man . Fanget af bogen, problemstillingen, dilemmaerne, tempoet. Fanget af de små bevægelser i og mellem mennesker, som Christian Jungersen mestrer med nærmest pervers præcision, og som aktiverer livets store spørgsmål om kærligheden, sjælen og den fri vilje, om skyld og ansvar, om tro og utro; og ikke mindst: om litteratur.

Det hører til de vilde ambitioner i denne roman at tage det helt store opgør med – romanen.

Svulst i hjernen Det begynder med en familiescene på Mallorca, en scene, der samtidig er som skåret ud af en James Bond-film og i bogstaveligste, næsten parodiske forstand ender med en cliffhanger. Far, mor og teenagebarn – Frederik, Mia og Niklas – er på biltur i bjergene. Frederik kører som en sindssyg, og det ender galt. Men hvorfor kører Frederik, det kloge menneske, som en sindssyg? Det finder de ud af på det spanske hospital senere på dagen: Han har en svulst i hjernen. Svulsten sidder orbifrontalt og ændrer hans personlighed.

Den spanske læge forklarer Mia, hvordan hendes mands sygdomsforløb vil være (og allerede har været i nogle år): »Det, du især må være forberedt på, er, at din mand mister al indlevelse i dig og i, hvordan du har det«.

Nu begynder et mareridt både for Mia, bogens hovedperson og fortæller, for Niklas og for mange mennesker i kredsen omkring Frederik. Hvor længe kan man holde fast i sig selv og den kærlighed til et andet menneske, som er en del af én selv, når det andet menneske forsvinder som personlighed? Hvor meget kan et menneske rumme? Det får Mia den ene mere frygtelige test på efter den anden.

Den grusomme sandhed
Hendes ægteskab med den charmerende, intelligente og altfavnende Frederik var de første mange år en ørkenvandring, fordi Frederik brugte alle sine ressourcer på at arbejde som leder af Saxtorphs Privatskole.

Et kald, han ofrede sig i med stor succes, men med familien som offer. Men de seneste tre år har været lykkelige. Mia og Frederik har genfundet hinanden i en ny forelskelse, et nyt nærvær, et nyt ægteskab.

Nu går gradvis den grusomme sandhed op for Mia: Det er hjerneskaden, der har velsignet dem i tre år med et nyt liv. Og det gamle liv var heller ikke, som hun troede, for når Frederik havde så travlt, var det, fordi han skulle finde tid til sine affærer

Det er jo grusomt, hvad der kan overgå en hjerneskadet mand og hans familie, der bliver med- hjerneskadet - ligesom læseren.



Smuk og smækker fortællekurve
Katastroferne vil ingen ende tage: Frederik har i sin syge mani investeret sin skoles penge i vanvittige valutaspekulationer, som er gået galt. Han har slået Saxtorphs Privatskole ihjel, viser det sig. Alle er ruinerede, retssagen går i gang, og hele tiden lyder spørgsmålet: Hvem er skyldig, Frederik eller hjernesvulsten? For Frederik er jo ikke længere Frederik, ikke længere sig selv.

Det er en motor i bogen, at Jungersen djævelsk udspekuleret kan skærpe og skærpe denne problemstilling, så læseren må have det næste med. Fortællekurven er smuk og smækker: Lige på rette sted introduceres nyt håb for både retssagen og kærligheden i form af en vidunderlig mand og advokat ved navn Bernard.

Mia træffer ham i sin samtalegruppe for pårørende til hjerneskadede patienter. Bernards egen kone er dybt skadet efter en bilulykke … som han selv var med i.

'Virkeligheds'-elementer
Fortællingen i ’Du forsvinder’ afbrydes jævnligt af illustrationer eller fotografiske forløb med ’virkeligheds’-elementer lagt ind: en fiktiv Politiken-Kronik om neurobiologiske forklaringer på psykologiske afvigelser; et opslag fra en filosofisk lærebog om den frie vilje; en hjemmeside om neurofilosofi (»Inkarnerede neurofilosoffer mener, at de kommende 30 års hjerneforskning vil føre til større ændringer i menneskets selvopfattelse end de foregående 300 års filosoferen«); en ejendomsmæglerannonce med familiens hus i det idylliske Farum ved Furesøen; et gadebillede fra Farum Midtpunkt, hvor familien tvinges til at flytte ind; adskillige andre forløb også, og fra side 364 måske det mest centrale, hvor en vis Signe Riis Gormsen skriver en artikel i Robotnik – tidsskrift for kulturanalyse med titlen ’Fortællingens krykke er knækket’ og en lang undertitel, som fortjener at citeres, for den er måske romanens centrale pointe:

’Det 20. århundredes fortællinger er vokset uadskilleligt sammen med psykoanalysen i sine strukturer, persontegninger og symboler. I de senere år har psykiatrisk forskning imidlertid afsløret psykoanalysen som en uvidenskabelig overtro på niveau med astrologi eller numerologi. Hvis ikke fortællekunsten i litteratur, tv og film udvikler kræfter til at stå på egne ben uden at støtte sig til psykoanalysen, vil vor tids fortællinger være dømt til en rolle som den affældige gamle statsleder i et diktatur: en decideret antimoderne kraft, der må omgås eller slås ihjel, hvis nogen form for reel kulturel udvikling skal opnås’.

Godt og skægt gjort
Det er en fascinerende form, romanen får med alle disse ’virkelige’ illustrationer og ’billedtekster’, som Jungersen er i stand til at skrive, som om de var virkelige (hvad enkelte så også er).

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Et opslag fra hjemmesiden www.hjernedoktor.dk forklarer den psykologiske test Iowa Gamling Task, der belyser, hvorfor »mennesker med orbifrontale hjerneskader træffer så katastrofale beslutninger«.

Og Jungersens plot er altså at knytte sin fortælling tæt sammen med sådanne faktisk eksisterende neurovidenskabelige værktøjer, og i den forstand er romanen mesterlig.

Det er ikke bare godt gjort, det er også skægt gjort – selv om en vis gennemgående, moraliserende tone godt kan bringe mig, læseren, i tvivl om, hvorvidt komikken er frivillig.

For eksempel kører der hele tiden sådan nogle reducerende revisor-regnskaber om, hvor meget mennesker skylder og har opsparet hos hinanden af godhed og kærlighed; ligesom det bliver slået fast med sømpistol i læserens hjernekiste, at romanens mænd er gode, når de har hjerneskade, og onde, når de bare er mænd.
Vrimler med videnskabelige udtryk

En anden tvivl plager mig også: Er et bare en position i romanen, eller er det dens samlede pointe, at alt i psyken er neurobiologi og kemiske processer? Som det hedder om bemeldte Bernard, vidundermanden:

»Han er for god til at være sand. Det er alt sammen noget med vasopressin og oxytocin. Det er en kendt sag, at det er de hormoner, der især styrer monogami. Og hans hormonspejl må være en kilometer fra raske mænds«.

Romanen vrimler med videnskabelige udtryk fra neurobiologien og den nye hjerneforskning: impulshæmning. Ekkolali. Snigende personlighedsforandringer. Konfabulationer. Capgras syndrom (der gør én overbevist om, at ens nærmeste ikke længere er sig selv, man tror, at de bliver spillet af bedragere). Epileptisk anfald i temporallapperne. At perseverere.

Romanen svinger mellem det storslået rigtige og det storslået banale.



Forsømmer forholdet mellem medicin og retorik
Jeg ville ønske, at Jungersen havde brugt et enkelt af sine ’faktuelle’ opslag på at repetere en af den medicinske histories ældste diskussioner, nemlig dén om forholdet mellem medicin og retorik. Et er, hvad vi ved om sygdom; et andet er, hvordan denne viden fortælles videre og bliver til erkendelse såvel hos fagfolk som hos patienter. De to ting kan ikke adskilles, sproget spiller med – og sprog er billeder og symboler.

Det mærkelige ved Jungersens bog er, at den (måske?) tror, den kan gribe bag om sproget til den egentlige neuromedicinske sandhed, som udtrykkes med nogle ord (frontallapper, hormonspejl), der er undsluppet sprogets symbolkarakter (og dermed indbyggede drift mod fantasi og fiktion) i modsætning til f.eks. psykoanalysens åbenlyst fantasifulde forestillinger om over- og under-jeg’er, ødipuskomplekser og andre ufoer, som ingen nogen sinde har set i et mikroskop.

Psykoanalysens sprog er, ja, et billedsprog. Men tro mig, Jungersen: Det er neurobiologiens sprog også. Frontallap. Hormonspejl. Stjerneskruetrækker.

Klogt og naivt
Sproget i 'Du forsvinder' er rigt, varieret og præcist, men også meget tjekket og styret. Jungersen skriver med hældning mere mod det faktuelle og populærvidenskabelige end mod det litterære, hvilket i dén grad også gælder hans referencer.

Ingen henvisning til den naturalistiske romans 150 år gamle idé om, at »dyd og last er naturprodukter ligesom sukker og vitriol« (skønt samme idé vel er centrum i ’Du forsvinder’). Ikke skyggen af en hentydning til den lange diskussion i kunst og litteratur af flydende jeg’er og identiteter: (»Jeg er en anden«, sagde Rimbaud: Je est un autre).

Det er en styrke og en svaghed i Jungersens roman, at den så åbenlyst søger at undslippe litteraturen, alt mens den vil holde fast i moralen, filosofien og videnskaben.

Det er klogt og naivt på én gang, ligesom romanen svinger mellem det storslået rigtige og det storslået banale.

Mias skade er den værste

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Stimulerende og fascinerende er det alt sammen under alle omstændigheder, og imponerende er det at få samtlige problemstillinger til at flytte til Farum med navne, adresser, hjerneskader og det hele. Den værste skade har fortælleren, Mia, fået, for mens Frederiks kemi måske kan genoprettes, kan hendes psykologiske udvikling ikke skrues tilbage.

Hun er blevet fanget og afstumpet af forestillingen om, at »ud over hjernen er der ingenting«, og således advarer romanen måske imod sit eget verdensbillede. Læseren føler næsten, at han har en fri vilje. FACEBOOK

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold
    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold

    Henter…

    For nylig sikrede FCK sig endnu engang det danske mesterskab - med Ståle Solbakken som bagmand. Men hvad er det egentlig, nordmanden kan? Hvordan kan en af superligaens mest markante skikkelser både eje en kompromisløs vindermentalitet og et socialistisk hjerte? Hvad gjorde det ved ham, da hans hjerte standsede i syv minutter og endte hans egen fodboldkarriere? Og det, han kan som træner, kan han det kun i dansk fodbold?

  • Du lytter til Politiken

    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør
    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør

    Henter…

    Politisk kommentator Kristian Madsen og politisk redaktør Anders Bæksgaard samler op på ugens vigtigste valg-begivenheder.

Forsiden