Som at have slået hovedet, sådan føles det at have læst ’Du forsvinder’.
Man frygter for sine frontallapper og har følt sig forkert, hvis man manglede medfølelse, når romanen bad om det. Det er jo grusomt, hvad der kan overgå en hjerneskadet mand og hans familie, der bliver med-hjerneskadet – ligesom læseren. Er det afstumpet, hvis man også griner lidt af katastroferne? Et sygdomstegn?
I hvert fald er man på. Fanget af bogen, problemstillingen, dilemmaerne, tempoet. Fanget af de små bevægelser i og mellem mennesker, som Christian Jungersen mestrer med nærmest pervers præcision, og som aktiverer livets store spørgsmål om kærligheden, sjælen og den fri vilje, om skyld og ansvar, om tro og utro; og ikke mindst: om litteratur.
Det hører til de vilde ambitioner i denne roman at tage det helt store opgør med – romanen.
Svulst i hjernen Det begynder med en familiescene på Mallorca, en scene, der samtidig er som skåret ud af en James Bond-film og i bogstaveligste, næsten parodiske forstand ender med en cliffhanger. Far, mor og teenagebarn – Frederik, Mia og Niklas – er på biltur i bjergene. Frederik kører som en sindssyg, og det ender galt. Men hvorfor kører Frederik, det kloge menneske, som en sindssyg? Det finder de ud af på det spanske hospital senere på dagen: Han har en svulst i hjernen. Svulsten sidder orbifrontalt og ændrer hans personlighed.
Den spanske læge forklarer Mia, hvordan hendes mands sygdomsforløb vil være (og allerede har været i nogle år): »Det, du især må være forberedt på, er, at din mand mister al indlevelse i dig og i, hvordan du har det«.
Nu begynder et mareridt både for Mia, bogens hovedperson og fortæller, for Niklas og for mange mennesker i kredsen omkring Frederik. Hvor længe kan man holde fast i sig selv og den kærlighed til et andet menneske, som er en del af én selv, når det andet menneske forsvinder som personlighed? Hvor meget kan et menneske rumme? Det får Mia den ene mere frygtelige test på efter den anden.
Den grusomme sandhed
Hendes ægteskab med den charmerende, intelligente og altfavnende Frederik var de første mange år en ørkenvandring, fordi Frederik brugte alle sine ressourcer på at arbejde som leder af Saxtorphs Privatskole.
Et kald, han ofrede sig i med stor succes, men med familien som offer. Men de seneste tre år har været lykkelige. Mia og Frederik har genfundet hinanden i en ny forelskelse, et nyt nærvær, et nyt ægteskab.
Nu går gradvis den grusomme sandhed op for Mia: Det er hjerneskaden, der har velsignet dem i tre år med et nyt liv. Og det gamle liv var heller ikke, som hun troede, for når Frederik havde så travlt, var det, fordi han skulle finde tid til sine affærer
Det er jo grusomt, hvad der kan overgå en hjerneskadet mand og hans familie, der bliver med- hjerneskadet - ligesom læseren.
Smuk og smækker fortællekurve
Katastroferne vil ingen ende tage: Frederik har i sin syge mani investeret sin skoles penge i vanvittige valutaspekulationer, som er gået galt. Han har slået Saxtorphs Privatskole ihjel, viser det sig. Alle er ruinerede, retssagen går i gang, og hele tiden lyder spørgsmålet: Hvem er skyldig, Frederik eller hjernesvulsten? For Frederik er jo ikke længere Frederik, ikke længere sig selv.
Det er en motor i bogen, at Jungersen djævelsk udspekuleret kan skærpe og skærpe denne problemstilling, så læseren må have det næste med. Fortællekurven er smuk og smækker: Lige på rette sted introduceres nyt håb for både retssagen og kærligheden i form af en vidunderlig mand og advokat ved navn Bernard.
Mia træffer ham i sin samtalegruppe for pårørende til hjerneskadede patienter. Bernards egen kone er dybt skadet efter en bilulykke … som han selv var med i.
'Virkeligheds'-elementer
Fortællingen i ’Du forsvinder’ afbrydes jævnligt af illustrationer eller fotografiske forløb med ’virkeligheds’-elementer lagt ind: en fiktiv Politiken-Kronik om neurobiologiske forklaringer på psykologiske afvigelser; et opslag fra en filosofisk lærebog om den frie vilje; en hjemmeside om neurofilosofi (»Inkarnerede neurofilosoffer mener, at de kommende 30 års hjerneforskning vil føre til større ændringer i menneskets selvopfattelse end de foregående 300 års filosoferen«); en ejendomsmæglerannonce med familiens hus i det idylliske Farum ved Furesøen; et gadebillede fra Farum Midtpunkt, hvor familien tvinges til at flytte ind; adskillige andre forløb også, og fra side 364 måske det mest centrale, hvor en vis Signe Riis Gormsen skriver en artikel i Robotnik – tidsskrift for kulturanalyse med titlen ’Fortællingens krykke er knækket’ og en lang undertitel, som fortjener at citeres, for den er måske romanens centrale pointe:
’Det 20. århundredes fortællinger er vokset uadskilleligt sammen med psykoanalysen i sine strukturer, persontegninger og symboler. I de senere år har psykiatrisk forskning imidlertid afsløret psykoanalysen som en uvidenskabelig overtro på niveau med astrologi eller numerologi. Hvis ikke fortællekunsten i litteratur, tv og film udvikler kræfter til at stå på egne ben uden at støtte sig til psykoanalysen, vil vor tids fortællinger være dømt til en rolle som den affældige gamle statsleder i et diktatur: en decideret antimoderne kraft, der må omgås eller slås ihjel, hvis nogen form for reel kulturel udvikling skal opnås’.
Godt og skægt gjort
Det er en fascinerende form, romanen får med alle disse ’virkelige’ illustrationer og ’billedtekster’, som Jungersen er i stand til at skrive, som om de var virkelige (hvad enkelte så også er).
