FRA BLÅKLOKKEBAKKERNE Sig 'pingo pedalpedut' fire gange i rap og du er der. Lige midt i Adam Stråskægs Paradis i Blåklokkebakkerne, hvor der er sommer året rundt og altid masser af bolsjebuske og buddingtræer. Foruden flagerflapserfugle og flodflyderfisk plus en hel masse andre salige barndomsting af den slags, kun Rune T. Kidde kan have fundet på. For Rune T. Kidde er en sprogopfinder med et sjældent gehør for at lege med sanser og stavelser. Han skriver bagvendt, og han sætter ord sammen, der plejer at stå hver for sig, og selv om det fjerde og sidste bind om Adam Stråskæg er i sort-hvid, er det på den måde alligevel i farver. Fyldt med korte, kulørte, Storm P'ske historier som for eksempel den om »den lille, lådne lammesky i Honninghave Hegn«. Naturligvis har den historie en overraskende morale, der rimer. Det har alle de vanvittige sommervrøvlerier om Adam Stråskæg. SØRØVERE I CELLOEN Gustav er et musikalsk vidunderbarn. Han bakser med at tæmme tonerne, som springer fra hans cello. Med og sommetider imod spillelæreren hr. Kleins vilje prøver drengen at leve op til de forventninger, som både han selv, hans omsorgsfulde mor og hans interesserede venner har. Det er vennerne, som forfatteren Tea Bendix har gjort til fortællere i sin første børneroman. Tea Bendix har tidligere skrevet billedbogen 'Skattekisten' (1997) samt illustreret mange billedbøger. Med 'Vidunderbarnet' viser hun, at hun kan skrive en lang og vild historie, uden at den taber pusten eller virker for langt ude. Kronologien holdes, mens et syret drama udspilles i og omkring Gustav. Hans instrument besættes af 15 gale sørøvere, som styres af en sur kaptajn, der har sin egen helt klare mening om vidunderdrengen. »Jeg vil ikke have den tøsede trubadur på mit skib«, tordner han. Og fra det øjeblik er Gustavs venner vidner til en sej kamp mellem godt og ondt. 'Vidunderbarnet' kan læses op for børn fra cirka seksårsalderen. FORVASKEDE VITTIGHEDER Drenge i fire- til syvårsalderen vil garanteret grine larmende højt, når de hører de første anekdoter i Anders Rostrups børneroman 'Brødrene Brormand'. For vittighederne går ud på, at romanens lillebror Brormand trækker tissemanden frem, hvor han end kommer hen. »Mine damer og herrer, må jeg præsentere min Geo!«, råber Brormand for eksempel, da han sammen med sin mor og sin pinligt berørte storebror, Stig, er taget ind til Amalienborg for at være med til at fejre kronprinsens 30års fødselsdag. Men forfatteren genbruger den gamle drengejoke om den fascinerende tissemand for mange gange i romanen, hvor både handlinger og persontegninger mangler friskhed. Anders Rostrup har udstyret de to brødre med fælles enlig mor og to forskellige fædre. Den ene far er bankmand og en rigtig mønsterborger. Den anden er rockmusiker, og han drikker bajere og svigter aftaler. Den slags forudsigeligheder afleverer Anders Rostrup en del af i 'Brødrene Brormand', som er udgivet i Forums ellers udmærkede højtlæsningsserie 'Zikzakzoom'. Kun nogle afsnit om storebroderens første forelskelser fortælles i en mere fintfølende og oprigtig tone. Resten er genkendelig lavkagekomik, som muligvis vil gøre sig bedre på film. Den roste instruktør Linda Krogsøe Holmbergs kommende novellefilm 'Når Brormand kysser' baseres på 'Brødrene Brormand'.