Ganske vist er der en juleaften med i denne historie, men det er der tit hos Ulf Stark. Han er selv en juleaften. Og den kan også godt falde om sommeren. I gamle dage, i fattigdommens dage (citat: Astrid Lindgren) boede der en fattig skomager ude midt i al den svenske sne. Drengen havde lapper på bukserne, og moderen var holdt op med at synge. Kunderne lod vente på sig, men så fortalte far skomager en historie, og så hang de på en dag endnu. Den fattige idyl bliver brudt, da den rige fabrikants datter kommer ind med et par sko, som hendes hund har bidt i. Far skomager - der i øvrigt ligner forfatteren ikke så lidt, især når han sover - han bliver så eksalteret, at han falder i søvn. Derfor lister drengen sig ind i værkstedet og reparerer de røde dansesko med englekraft og hønsefjer. Alt ender godt, da den rige pige, som ikke er lykkelig, bliver det; da skomagerfamilien får i pose og sæk; og da hunden får nogle sjove nye sko at bide i. Hvem kan tegne det? Det kan selvfølgelig Anna Höglund. Det plejer hun også. Tegningerne dæmmer op for Ulf Starks hang til det højstemte med blide og ligefremme skomagerbilleder i de sarteste kulører. Hendes flirt med det banale er suveræn - og med et blink i øjet. I valget af baggrundsfarver får hun fortalt den halve historie. Hvad skulle Stark og Höglund gøre uden hinanden ...
Hønsefjer og englekraft
Lyt til artiklen
