0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Når vanedyr vågner

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Martin Jensen hartidligere skrevet krimier, henlagt til middelalderen. Hans nye, sjette bog - en samtidsroman - foregår i Assens anno 2001.

Martin Jensen kan få hverdagen til at brede sig ud foran læseren som en kæmpebred og venlig boulevard, hvor man dårligt nok behøver at tale, bare man husker sine gøremål. Men han kan også lægge de hurtige lakoniske snit, hvor der skæres ind til folks sorger. For nogle af personerne i det seks personer store menighedsråd har problemer.

Menighedsrådet har hovedrollen i 'Den første sten', der starter næsten kedeligt, gråvejrsmeleret og kuldskært. Tilsyneladende er alt stille. I åbningskapitlet er vi langt inde i vanedyrets små bevægelser; for eksempel sidder præsten Klaes ude i bilen, på vej til begravelse, og pludselig skal han koordinere mere end tre bevægelser med hinanden.

Der opstår næsten trafikprop i vanemylderet, når han ikke kan finde brillerne og gennemroder handskerum og dørlommer, samtidig leder han efter en åbning i trafikken, så han kan svinge rundt, og så bliver han »ramt af en tanke. Ganske rigtigt. Et klap på brystet, og han kunne fortsætte«.


Det er alle disse små bevægelser, rygmarvsreflekserne, vaneflaksene, Martin Jensen kan udenad. Og han ved også, hvordan han skal accelerere dem, så de pludselig glimter i luften som knive. For alt er rutine, indtil den dag det pludselig ikke er det. En dag bliver præsten opsøgt af en sørgende enke. Og romanens hovedplot tager hurtigt fat.

Hendes mand er død, og han troede ikke engang på Gud. Hun ser undersøgende på præsten for at se, hvordan han tager det, om han for eksempel er chokeret. Det er præsten sådan set ikke. Enken fortsætter med at betro sig.

Snart trækker det op til voldsom konflikt i præstegården. Klaes vil ikke putte Jørgen i jorden. Enken er rasende: »Jamen for helvede. Har du da ingen respekt for døden?«, råber hun.

Der er lagt i ovnen til Klaes. Er det embedsforsømmelse? Han har noget i klemme og er ikke alene om det. Personerne bliver klemt på både den ene og den anden måde. Det bliver efterhånden tydeligt, hvilken udmærket metode Martin Jensen bruger.

Den succesrige kunstmaler Lone er også medlem af menighedsrådet. Hendes morgenritual er både dovent, rart og effektivt, indtil hun havner ved staffeliet og professionelt kaster sig ud i dagens arbejde.

Der er kun en ting, der skurrer, da Lone får et bestemt brev og river det i bittesmå stykker med samme instinktive sikkerhed og manglende plads for eftertanke, som når hun håndterer karkluden.


Det er der i sprækkerne, at vreden sniger sig ind. Det irrationelle gør sit indtog i den lille by.For indimellembliver der kastet sten i byen. Vandet lukker sig spejlblankt hen over mange af dem. Det bliver ikke til konflikter.

Men andre sten bliver kastet igen og igen, i et vildt eskalerende raseri. Og det har han sans for, Martin Jensen, det tvangsbetonede midt i vanerne, den lille overdrivelse, den latente fanatisme og stejlhed.

Martin Jensen tegner et godt portræt af provinsdanskeren, tilsyneladende rygvendt og bortvendt. Men når vi ser danskeren forfra, kan vi også se det levende engagement og den levende fjendtlighed.

Jensens sprog er uprætentiøst og enkelt, og han får ramt de to yndlingsmåder, som danskere skændes på: enten den neddyssede, indlullede uoverensstemmelse eller den store holmgang: pragtskænderiet.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement