Argentinerne er plaget af gæld og manglende held i fodbold-VM, men de har tangoen. Det fønbølgende, slikkede hår hos manden og den dramatiske profil. Kvinden, der kaster sig tillidsfuldt tilbage i hans arme, iført en højrød kjole. Det er et ritual, der veksler mellem hengivelse og besiddelse. Og der er ikke nogen smægten som i en vals, næ, nej, i tangoen foregår det hele eftertrykkeligt, markant. Det er en dans, som dyrker manden og ophøjer kvinden, og den er uden tvivl noget af det mest blærede, man kan forestille sig. Og det er især blæret, hvis dette spil mellem mand og kvinde kan føres over i sproget, så får læseren en udfordrende dialog, som det sker hos den spanske forfatter Manuel Vázquez Montalbán. »»Tangoer er som romaner. De lyver altid«. »Du er ekspert i tangoer?«. »Nej. I litteratur««.
En by taler ud
Lyt til artiklen
