Det er sejtrækkeren Hans Otto Jørgensen, der igen er i marken, og ikke kortprosaisten med de utidige harehop og vidunderligt krøllede æselører. Det er den omhyggelige fortæller af en vaskeægte historie med handling, fremdrift og det hele. Mærkværdighederne - for de er der selvfølgelig stadig - findes kun sirligt indlejret i sætningerne lidt ligesom hos særlingen, der fremstår almindelig indtil det øjeblik, han åbner munden. Hans Otto Jørgensen er endnu en gang taget på landet - hvis han da nogensinde rigtigt er kommet derfra - vendt tilbage til den forknytte 'Helt og heltinde' fra romanen af samme navn. Ejnar og Ida, hvis veje krydsedes i krigens år, faldt i den grad i radiolytternes smag, at deres historie modtog Radioens Romanpris i 2002. At der var mere gods i parret og deres stille færden på den fædrene gård, vidner fortsættelsen om. Faktisk er vi ved slutningen af 'Den fotograferede dreng' endnu ikke færdige med sønnerne - den ægte og den uægte - som undervejs anslår et Kain og Abel-agtigt tema. De forsvinder sammen i et svedigt markarbejde og et ujævnt broderskab, og man håber for dem, som man håber for forældrene Ida og Ejnar, at den genvundne blidhed holder lidt endnu. Men den ældste søn er mærket af sin gedulgte herkomst, hvor dybt vil måske siden vise sig? Der har været fede år, og der har været magre. Ida og Ejnar elsker i medgang og - så godt, de nu kan - også i modgang. Men årenes slid bøjer ryggen, krummer livsmodet og tærer det skelet af velvilje og varme, som bar dem den første tid. Hun fornemmer tidligt, at »hun fik gården og mistede sin mand«.