Den lidt halvvisne computernørd omkring de 40, Erik Andersson, er taget over til det nordjyske for at besøge sin indremissionske onkel på dennes 75-års fødselsdag. Men med sig har han også et mystisk brev om nogle dunkle begivenheder under besættelsen. Noget med hans depressive far, som tog sit eget liv mange år efter, men muligvis og vist nok på baggrund af krigen. Men alt dette overskygges i første omgang af, at Erik meget hurtigt kommer i kanen med en meget villig og selvstændig kvinde, den gedigne Gitte med de lokkende smilehuller og butterdejsbløde former. Hun vil forfærdelig gerne have en kæreste, og det vil Erik jo nok også, efter længe at have slikket sine sår fra en fransk kvinde, som forlod ham så brat og bittert. Bogens problematiske påstand er dens ubeviselige og diffuse henvisning til Eriks maskuline charme. At han er så sjælden en mand, at en moden og frisk kvinde allerede under middagen får varme følelser for denne mutte træmand, stramt farseret med banale betragtninger om dette og hint og krydret med den intetsigende tavshed, nogle kvinder tolker som indsigt og begavelse. Men sådan noget hedder forfatterens poetiske frihed, og kvinders smag udi mænd er som bekendt lige så uransagelig som Herrens veje. Så vort kærestefolk finder sammen, spiser lidt god mad og går ture i skoven, hvor de græder og griner. Og så skal Erik undervejs opklare de grumme sager, som det lille samfund gemmer i fælles hukommelse og nødigt ser blotlagte.
Sympatisk tomgang
Lyt til artiklen
