Læg mærke til denne Zolá! Ligesom sin franske forgænger skriver han om la bête humaine, Det menneskeligedyr. Men i modsætning til gamle Zola kan forfatteren ikke rigtig lide det. I ni små noveller vrider og drejer han sine observationer fra samfundets kedeligste og mest blodige strækninger - provins tilbagelagt i tog og bil, vaskehaller ude på landet, grimme lejligheder i København, Fredericia, Slagelse, Postterminalen - en samling slumsteder for halvsubsistenser og kriminelle, som har et afhugget hoved i tasken. Eller som er på indbrud i et overklassehjem - eller på besøg på grillbaren i udkanten af Kolding. Persongalleriet bliver velkendt i løbet af fortællingerne. Det er ikke fordi vi kender dem, slet ikke fordi vi (eller forfatteren) holder af dem - men fordi de, insisterende og smådumme, fremturer i deres småjob, kun fulgt på vej af fortællerens flegmatiske registrering af skævheder og uheld, der fører til undergang. Jacob Menke hedder en af de usalige. Vi møder ham i indledningen, hvor han bare er på indbrud. Vi tager afsked med ham i grillkiosken, hvor han omsider bliver til morder ved en tilfældighed. Det er, som om der er for mange uønskede gevækster sat fast på disse mennesker - uønskede ben og fødder og hænder, der trænger til at blive skåret væk - og som også bliver skåret væk uden sentimentalitet i løbet af novellesamlingens ni afsnit.
Amputationer og angst
Lyt til artiklen
