For anden gang samarbejder Helle Melander og Cato Thau-Jensen omkring en kæmpekat. For fem år siden udkom 'Pernittengryn'. Nu hedder det 'Pernittengryn er pyntesyg'. Meget er sket, men ikke hos Helle Melander. Hun fortæller stadig i ukuelige vers, der rimer. Og det må man så tage med. Her er det, at tegneren kommer ind. Han skal illustrere disse linjer: »Begejstret skyndte den sig ned/ men ak, den snublede og gled/ på trappen, som var meget stejl,/ og endte ved entreens spejl«. Og sådan en tekst giver ham anledning til at lave den store faldscene, sådan som de lærte det i Kolding. En hvirvel af julepynt og kat med sus i maven. Men uden hverken entré eller spejl. Historien handler om en kat, der finder husets julepynt og ender som miavende juletræ, der tager en tur i nabolaget, hvor der er andre katte, flødeskumskager og regnvejr. Hjemme ved fru Madsens moderlige barm er der først fy og senere klap til finale. For som der står: »den fik lidt rejer - og lidt trøst/ og faldt i søvn ved hendes bryst«. Cato Thau-Jensen er loyal over for teksten. Det er han altid. Når han stritter imod, er det med venlighed. Kedsommeligheden lurer, og det er da heller ikke perlebesat alt sammen, men i de bedste opslag forløser tegneren noget af tekstens kringlede pedanteri og sender den dumme kat ud over rampen. Tegneren er ellers kendt for sine hunde. Pølselignende gestalter, der er spidse i begge ender. Kattens væsen er ham bestemt ikke fremmed, men ikke så længe trøst rimer på bryst.
Versefødder og kattepoter
Lyt til artiklen
