Jeg var i chok, det mest frydefulde, elektriske chok, da jeg første gang blev ramt som en sitrende tordenkile af Knud Hjortøs rent ud sagt genialske debutroman fra 1899, 'Syner'. Først må vi altså ned på bedetæppet og fem gange om dagen takke Allah for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, her ved Henrik Schovsbo, for den titaniske og ekstremt vigtige indsats, der sikrer, at en række blændende danske klassikere ser dagens lys i et udstyr og med forklarende noter, der gør de mere tornede steder tilgængelige. Men i dette tilfælde er der grund til større taknemmelighed endnu; for mens man - selv Brian Mikkelsen - vel snildt kan se nytten og værdien af, at Holberg, Kingo, Andersen, Ingemann og Kierkegaard genudgives, så er der tale om en rent ud sagt visionær genistreg med udgivelsen af Hjortøs på alle måder syrede klassiker. Sproget! Det er fuldt af de svulstigste, fedeste, mest bizarre og gakkede ordkombinationer, jeg længe har set. Humoren! Den er bimlende gal og tindrende, rungende højlydt. Anslaget! Det er formidabelt, stærkt, bombastisk. Fantasien! En virrende kobling af Hieronimus Bosch og surrealisterne, kaglende koglerier og lune a la Aakjær.
Vilde syner
Lyt til artiklen
