Det er nogle triste digte, Ole Wivel disker op med i 'Himlen mellem husene'. Livstrætte, af og til livslede digte, der veksler mellem natursansninger af et vinterlandskab nær havet og erindringsglimt, navnlig fra krigens tid. Det er digte skrevet på kanten af ophør, ganske tæt ved ingenting; død og forfald lurer mellem linjerne, hvad enten det drejer sig om fysisk svækkelse, mangel på menneskelig kontakt eller tidens åndløshed. Af og til er der dog et flygtigt glimt af skønhed i sansninger af fugle, stjerner og vejrlig, men det er en kortvarig trøst i den store tristesse og vidner kun om, hvor forfængeligt og kort og småt menneskelivet er, set i den store kosmiske sammenhæng. Wivel skriver i et fuldstændig traditionelt, af og til højstemt tonefald, tilsyneladende upåvirket af den eksplosive udvidelse af det poetiske sprog, der har fundet sted det seneste halve århundrede. Der er alvorsfulde stemninger med »grå dønninger«, »gylden tåge« og masser af »hav«; og der er en heroisk kontrolleret afmagt. Men det skal siges, at Wivel til fulde behersker den form, han har valgt.
Det er så trist
Lyt til artiklen
