0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det er så trist

Ole Wivel skriver ærketraditionelt om ophør og ingenting.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det er nogle triste digte, Ole Wivel disker op med i 'Himlen mellem husene'. Livstrætte, af og til livslede digte, der veksler mellem natursansninger af et vinterlandskab nær havet og erindringsglimt, navnlig fra krigens tid.

Det er digte skrevet på kanten af ophør, ganske tæt ved ingenting; død og forfald lurer mellem linjerne, hvad enten det drejer sig om fysisk svækkelse, mangel på menneskelig kontakt eller tidens åndløshed. Af og til er der dog et flygtigt glimt af skønhed i sansninger af fugle, stjerner og vejrlig, men det er en kortvarig trøst i den store tristesse og vidner kun om, hvor forfængeligt og kort og småt menneskelivet er, set i den store kosmiske sammenhæng.

Wivel skriver i et fuldstændig traditionelt, af og til højstemt tonefald, tilsyneladende upåvirket af den eksplosive udvidelse af det poetiske sprog, der har fundet sted det seneste halve århundrede. Der er alvorsfulde stemninger med »grå dønninger«, »gylden tåge« og masser af »hav«; og der er en heroisk kontrolleret afmagt. Men det skal siges, at Wivel til fulde behersker den form, han har valgt.


»Det er så trist/ forventningsfuldt-forstemmende/ i længsel og lede./ Solen går ned og/ hun ser lige igennem dig/ så det blev heller ikke/ denne gang«.

Sådan lyder ét af de i alt 30 nummererede, titelløse digte i sin helhed. Det er med sin korte og enkle form karakteristisk for bogen. Har man sagt kort og enkel, må man næsten også sige haiku, og der er da også noget haikuagtigt over den metaforfattige stil, der som regel benævner naturfænomener med de mest almindelige ord (hav, sol, stjerner osv.) og sjældent søger at begribe dem i en original billeddannelse.

Men de haikuagtige, klare glimt af konkret anskuelighed modarbejdes af et andet karakteristisk træk i Wivels stil: Den er ofte situationsfortolkende, ja, dømmende, og dermed abstrakt og begrebsligt benævnende (se blot de tre første linjer i det citerede digt). Hvilket vil sige alt andet end konkret anskuelig.

Og det er trist, synes jeg, fordi man så præsenteres for et færdigpakket livssyn, som man kan afvise eller tilslutte sig, snarere end for et stykke poesi som man kan træde nydende og undrende og undersøgende ind i.

Annonce