0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nurejevs dødedans

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Smålighedens ordenspoliti kender ingen grænser for nidkærhed, når det gælder litterær omgang med virkelighedens afdøde i fiktion. Rifbjerg fik Dovregubben og alle hans trolde på nakken, da han tidligere på året sendte de norske polarhelte Nansen og Johansen i soveposen sammen med bjørnefedt som glidecreme. Det var en herlig bog.

Der har også været internationale mytevogtere på spil omkring Colum McCanns roman 'Danser', fordi danseren er Rudolf Nurejev. Han døde for ti år siden som helligt monster, fordi det artistisk sublime i hans sceniske optræden havde sin modpol i hans narcissistiske hensynsløshed, hans primitive grovhed og kolossale erotiske appetit. Oplagt som romanfigur, fordi hans karakter altid vil forblive et mysterium.

Historien om tatardrengen Rudik fra Ufa, der efterlod sig 50 millioner dollar i kunst og kontanter, er fortalt i adskillige biografier, hvor den såkaldte sandhed er lagt frem som kronologisk bogholderi, tilsat anekdoternes krydderi. Colum McCann er ikke bogholder, han er en eminent irsk-amerikansk forfatter, som vi kender fra spændende og velskabte romaner som 'Sanghunde' og 'Landet under verden', og han har taget sig den frihed at digte om Nurejev, samtidig med at han holder ham fast på en lang række facts og personligheder, som dels er fiktive, dels optræder med deres egne navne. Nogle af personerne omkring Nurejev er bogens fortællere, og det er med til at give den en afvekslende kolorit af disse fortælleres karakter og miljø.


Colum McCann åbner romanen med en registrant over, hvad der blev kastet op på scenen i løbet af Nurejevs første sæson i Paris, efter at han i 1961 var hoppet af: en pakke russisk te, påskeliljer stjålet i Louvres have, en minkkåbe, atten par kvindetrusser, mere eller mindre forrevne, papirbomber fyldt med peber, hotelnøgler, glasskår kastet af kommunistiske demonstranter, m.m. Romanen slutter med uddrag af auktionskataloget over danserens kostbare efterladenskaber.

Undervejs veksler han mellem den grå, forgræmmede sovjetstat og Vestens metropoler, hvor den afhoppede danser fejrede sine sceniske triumfer og levede sit flamboyante liv. Beskrivelser af Anden Verdenskrigs russiske slagmarker, hvis forfrosne og sårede soldater blev drengen Rudiks første publikum - som femårig optrådte han med ekvilibristiske folkedanse på det lokale lazaret, hvor disse menneskelige rester blev plejet - har smag af Dostojevskij. Grusomhed, tæv og fattigdom er ingredienser i Rudiks barndom, der også har mindelser om den engelske film 'Billy Elliot' om proletardrengen, der kæmper med sit miljø for sin kunst, men mindre sentimentalt.

Flugten til Vesten, efterfulgt af repressalier mod familie og venner, overvågning og forfølgelse fra KGB-agenter og udnyttelse af Nurejevs mor i aflyttede telefonsamtaler, er alt sammen med til at nære den provokation, der bliver et træk i hans karakter. Mødet med Margot Fonteyn, Vestens største ballerina, og det nære venskab, der vokser mellem den aldrende danserinde og den langt yngre partner, er et af de elementer, McCann digter efter sin egen fornemmelse. Faktisk gjorde Nurejev den da 45-årige ballerina gravid med en abort til følge, men hos McCann er det en pointe, at der aldrig var sex imellem dem.


Nurejevs store idol og kærlighed var den danske verdensstjerne Erik Bruhn, men det forhold uddybes ikke så intenst som det bizarre venskab, der bestod mellem Nurejev og den sydamerikanske pusher og hustler, der i bogen hedder Victor Pareci. Her er to eksotiske proletarer af format i spil. De tos vilde omgang med New Yorks bøsseverden fra Central Park til badehusenes orgier og stoffer er et febrilt højdepunkt i bogen. Det er også begyndelsen til Nurejevs nedtur, aidshelvedet og de sidste fortvivlede forsøg på at holde fast i sin egen myte, men McCann sparer os for det kapitel og lukker bogen hjemme i Ufa omkring moderens dødsleje og i en lejlighed hos en gammel veninde og hendes søn, den verden, han var produkt af og rejste fra uden nogensinde at slippe.

Hvordan 'Danser' vil virke på læsere, der ikke kender noget til Nurejev, er svært at sige, men den må fascinere, ikke mindst fordi historierne og personerne omkring danseren får deres eget liv som f.eks. i den mærkelige efterårsromance mellem den aldrende franske husholderske og den engelske balletskomager. Alt hænger sammen. Nurejevs liv var og er en god roman.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement