Smålighedens ordenspoliti kender ingen grænser for nidkærhed, når det gælder litterær omgang med virkelighedens afdøde i fiktion. Rifbjerg fik Dovregubben og alle hans trolde på nakken, da han tidligere på året sendte de norske polarhelte Nansen og Johansen i soveposen sammen med bjørnefedt som glidecreme. Det var en herlig bog. Der har også været internationale mytevogtere på spil omkring Colum McCanns roman 'Danser', fordi danseren er Rudolf Nurejev. Han døde for ti år siden som helligt monster, fordi det artistisk sublime i hans sceniske optræden havde sin modpol i hans narcissistiske hensynsløshed, hans primitive grovhed og kolossale erotiske appetit. Oplagt som romanfigur, fordi hans karakter altid vil forblive et mysterium. Historien om tatardrengen Rudik fra Ufa, der efterlod sig 50 millioner dollar i kunst og kontanter, er fortalt i adskillige biografier, hvor den såkaldte sandhed er lagt frem som kronologisk bogholderi, tilsat anekdoternes krydderi. Colum McCann er ikke bogholder, han er en eminent irsk-amerikansk forfatter, som vi kender fra spændende og velskabte romaner som 'Sanghunde' og 'Landet under verden', og han har taget sig den frihed at digte om Nurejev, samtidig med at han holder ham fast på en lang række facts og personligheder, som dels er fiktive, dels optræder med deres egne navne. Nogle af personerne omkring Nurejev er bogens fortællere, og det er med til at give den en afvekslende kolorit af disse fortælleres karakter og miljø.
Nurejevs dødedans
Lyt til artiklen
