Når man har siddet og nørklet med 'Krig og fred' i årevis, er 'Austerlitz' navnet på det sted i Tjekkiet, hvor Napoleon i 1805 vandt en af sine største sejre over bl.a. russerne. Og det er lidt svært at vænne sig til, at Austerlitz er navnet på hovedpersonen i den tysk-engelske forfatter W.G. Sebalds sidste, i Danmark posthumt udgivne, roman. Austerlitz er en ældre, altid rygsækbehængt rastløs rejsende og førtidspensioneret bygningshistoriker, der er besat af at finde frem til sine rødder. Han blev som 4-årig sendt alene med en børnetransport til England i 1938, bort fra nazisternes jødeforfølgelser, som udslettede hans mor og måske hans far. Først sent fik han at vide, at det bundfrosne, sygeligt fromme engelske præstepar, han voksede op hos, ikke var hans forældre. Og siden har han søgt at finde sin identitet. I samme toneleje og med samme næsten pedantiske tingslighed, som en Bruce Chatwin søgte sanglinjer i Australien, sådan lader W.G. Sebald Austerlitz søge sin kun dunkelt erindrede fortid, som plager, ja hjemsøger ham, netop fordi han aner snarere end mindes. Hans minder kan ikke folde sig ud uden hjælp fra steder og personer, der kan bekræfte dem, og indtil han har minder, har han ingen identitet. Sit modersmål, det tjekkiske, har han også mistet.
Identitetsarkæologi
Lyt til artiklen
