0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Identitetsarkæologi

Den tysk-engelske forfatter W.G. Sebald har efterladt en tung bog.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Når man har siddet og nørklet med 'Krig og fred' i årevis, er 'Austerlitz' navnet på det sted i Tjekkiet, hvor Napoleon i 1805 vandt en af sine største sejre over bl.a. russerne. Og det er lidt svært at vænne sig til, at Austerlitz er navnet på hovedpersonen i den tysk-engelske forfatter W.G. Sebalds sidste, i Danmark posthumt udgivne, roman.

Austerlitz er en ældre, altid rygsækbehængt rastløs rejsende og førtidspensioneret bygningshistoriker, der er besat af at finde frem til sine rødder. Han blev som 4-årig sendt alene med en børnetransport til England i 1938, bort fra nazisternes jødeforfølgelser, som udslettede hans mor og måske hans far. Først sent fik han at vide, at det bundfrosne, sygeligt fromme engelske præstepar, han voksede op hos, ikke var hans forældre. Og siden har han søgt at finde sin identitet.

I samme toneleje og med samme næsten pedantiske tingslighed, som en Bruce Chatwin søgte sanglinjer i Australien, sådan lader W.G. Sebald Austerlitz søge sin kun dunkelt erindrede fortid, som plager, ja hjemsøger ham, netop fordi han aner snarere end mindes. Hans minder kan ikke folde sig ud uden hjælp fra steder og personer, der kan bekræfte dem, og indtil han har minder, har han ingen identitet. Sit modersmål, det tjekkiske, har han også mistet.


Bogen skildrer hans møjsommelige gensyn med steder og personer. Rygsækken er et meget håndgribeligt symbol på Austerlitz' skæbne som en rodløs, ligesom hans profession og passion som bygningshistoriker giver hans søgen et håndgribeligt, arkæologisk præg.

Bogen er fuld af små mørke fotografier, som dels foregiver at forestille de omtalte personer (i virkeligheden er de gravet frem og udvalgt af Sebald), dels rent faktisk forestiller de omtalte, gensete og besøgte bygningsværker, for eksempel Wilson-banegården i Prag, hvorfra han blev afsendt som lille, eller fæstningen Terezín (bedre kendt som Theresienstadt) i Böhmen, hvor moderen døde.

Ville man være lidt smart (men det passer ligesom ikke til tonen i denne bog), kunne man kalde 'Austerlitz' en lang bogs rejse mod fortiden. Den tager sin - og læserens - tid. For W.G. Sebald er lige så omhyggeligt og møjsommeligt refererende som Austerlitz i dennes beskrivelser af sine diffuse savn, sin fysiske eftersøgning og mentale kortlægning.

Det dobbelte fortællerlag understreges demonstrativt af, at der flere steder står for eksempel »sagde hun, sagde Austerlitz«, når sidstnævnte under deres gentagne møder over en årrække fortæller til fortælleren (som godt kunne være forfatteren Sebald). Foruden om Chatwin minder 'Austerlitz' indirekte denne læser om både Thomas Mann (i mandesamtalernes tonefald) og Marcel Proust, som modsat Austerlitz havde sanselige minder enmasse at svælge i og leve af.


Langsomt og som en allerede gammel mand får Austerlitz trevlet sin og forældrenes historie op, og ved at tildele ham en politisk og historisk uvidenhed, der er på grænsen til det utroværdige, men forklares med hans uvilje mod overhovedet at beskæftige sig med Tyskland, lader Sebald ham samtidig opdage nazisternes uhyrligheder uforberedt. Det virker stærkt, for eksempel oplysningen om, at de efterladte måtte betale for deres uskyldige slægtninges rettergangsløse henrettelse i fængslet.

'Austerlitz' er en betydningsfuld og kulturbærende bog om identitetstab - i dette tilfælde en af krigens følgeforbrydelser, men vel nu snarere en moderne kultursygdom - og den kan læses som et memento til os, der har en nærværende, sansbar og uproblematisk identitet og historie og ikke påskønner den. 'Austerlitz' er en imponerende og måske nødvendig, men ikke let bog at læse. Det er imidlertid ikke oversætteren Niels Brunses skyld. Han (og korrekturlæseren) har gjort et fint arbejde.