Flapperne på omslaget til Hans Henrik Harmers syvende roman er plastret til med gode anmeldelser af de foregående, så det er med visse forventninger, man går i lag med 'Rejsen til Belém'. De bliver desværre skuffet, og denne anmelders skuffe hænger mere og mere i løbet af læsningen, samtidig med at irritationen og ærgrelsen breder sig. Håbløs kliché Fortælleglæden og sansen for sprog er til stede, det samme er en gedigen intrige. En mand har stjålet sin brors kone og lever harmonisk, men i yderste fattigdom med hende ved en af Brasiliens floder. Nu er den forurettede, i mellemtiden velbjergede, bror døende og vil forsones - eller have hævn. Vi følger den fattiges flodrejse til byen med et farverigt selskab, der støder til undervejs. Bevares, intrigen er såre traditionel og skejer til sidst ud i en håbløs sammensværgelseskliché og en fuldkommen ligegyldig slutning, men i kraft af et eksotisk miljø - Brasilien - som Harmer tydeligvis er meget fortrolig med (det er det bedste ved bogen), så er intrigen et godt skelet. Eller ville være det, hvis forfatteren kunne styre sin skrive- og detaljeglæde og vise den respekt for læseren, at han byggede både personer og handling og baggrund ordentligt op. Mesalliance Nu bliver vi kastet ind - og rundt - i det og når ikke at fatte den mindste interesse for personerne. En af dem, en fed lejemorder, der potentielt kunne være interessant, lader forfatteren fuldstændig uformidlet (og ubevidst, er jeg bange for) tale som Ebbe Rode i en Mark Twain-monolog. Det kan godt være, at Harmer, som en anmelder skriver, lader »poesi, sort humor og brutal realisme gå i overrumplende forbund med hinanden«, men i 'Rejsen til Belém' ligner forbundet snarere en mesalliance eller sågar en pærevælling.