Det israelske efterretningsvæsen, Mossad, har samme rolle inden for den politiske thriller, som den italienske mafia havde i fortidens gangsterromaner. Et øje, som aldrig lukkes, en hukommelse, som aldrig glemmer, et konspiratorisk system langt inde i et edderkoppenet, hvis spind er yderst finmasket, hvis magt er uindskrænket, og hvis hævn ingen kan gemme sig for. Fiaskoer kan tælles på en hånd, mens de mange succeser er hemmeligheder, som aldrig kommer for en dag. Professionel paranoia I virkelighedens verden er Mossad i hvert fald helt sig selv. Nok nu og da i samarbejde med andre organisationer, men altid på egne præmisser. Kort sagt, alt tyder på, at Mossad overhovedet ikke stoler på nogen og hellere går sine egne veje end færdes på steder, hvor hemmeligheder deles som en stor madpakke mellem venner. Professionel paranoia gjort til verdens mest effektive efterretningsvæsen. Kamelkød til middag I 'Operation Tiberias' lader Rolf Boysen med poesiens frihed Mossad samarbejde med det danske PET. Javel, siger jeg så, og som gammel rotte i faget med romaner om mennesker med skæg og blå briller er jeg lidt genremæssigt stødt. Ikke engang CIA nyder Mossads gunst. Dog så langt okay, og da plottet sådan set er gennemtænkt og interessant, nemlig at islamiske ekstremister via et firma i Danmark vil forgifte Israels største ferskvandsreservoir, så sluger man da gerne den kamel. Men da en PET-mand får lov til at tage sin nye kæreste med på mission til Israel, begynder kamelen at blive til en hel karavane af urimeligheder. Agenter og spioner er nok verdens sidste romantikere, som koldt likviderer modstandere i måneskin og leverer følelser i metaforiske koder, som mere minder om Staffeldts ungdomslyrik end om moderne information. Plottets druknedød Til gengæld er sex altid henvist til en særegen platonisme i den gedigne politiske thriller, kærlighed er stadigvæk en by i Rusland, og selv James Bond boller kun med kvinder, han snildt kan dræbe med den postcoitale smøg i munden. Så når efterretningsmanden Steen Rønning går i seng med en småfrossen karrierekvinde uden andre dikkedarer end en fortælling om et forlist ægteskab, så holder den skjulte verden ikke længere vand. Til gengæld sørger hun så for, at der altid er bøf på hans tallerken, når det er fyraften i frimureriet. Boysen har som sagt fundet på et spændende plot. Desværre drukner det i en langstrakt og langsommelig prosa, hvor man både skal sættes - igen, igen - ind i Mellemøstens basale komplikationer og samtidig i luntetrav skal sætte efter forfølgerne, som selvfølgelig er meget islamiske og derfor siger Allah til alting. Meget lang historie, meget lidt spænding.