Der er en hånd på forsiden af Klavs Bondebjergs nye bog, eller rettere: et hvidt aftryk af en hånd. Den siger ikke 'STOP', for aftrykket er ikke et skarptegnet ikon, men flosset og flygtigt; og fingrene er spredte, hånden er åben, løftet til hilsen, parat til berøring. Omslaget giver et indtryk af, hvad der venter én inde i bogen. Parat til berøring For Klavs Bondebjerg er som digter netop åben, parat til berøring, parat til at hilse på det fremmede - vel at mærke uden at overfalde det verbalt, uden at reducere det til eksotica eller til et spejl for et svulmende og svælgende ego. I 'Menneske for en dag' har han samlet en række digte og rejsenotater fra hele forfatterskabet, dog med en klar vægtning af de seneste bøger. Modent, maskulint og myndigt Udvalget er tematisk komponeret; de tre afsnit kredser henholdsvis om det erotiske, om rejseindtryk og om erindringer. Som erotisk digter hører Bondebjerg til blandt de allerbedste af de nulevende. Emnet er fyldt med faldgruber: banalitet, vulgaritet, svulstighed, åh-så-følsomhed osv., men Bondebjerg undgår dem alle og digter modent, maskulint og myndigt - cool, men ikke macho som Jørgen Leth, mere fintfølende. Sprogligt tvist Hånden er vigtig i det erotiske register: »Allerede dengang/ havde du en hånd på hver finger« skriver Bondebjerg med en formulering, der er karakteristisk derved, at den både indfanger en sanselig detalje fra verden og tvister en fast vending i sproget. Og der er flere hænder: »Så tidligt om morgenen/ alt er tænkeligt,/ tiltræder vi,/ lover vi, højt, med samtlige hænder/ at elske hinandens uhåndterlighed«. Det karakteristiske her er dels den smidige syntaks, dels en opmærksomhed over for gestikkens betydning - den hævede hånd, der her ikke hilser, men lover højtideligt - hvilket igen fører over i et sprogligt tvist, så udtrykket 'uhåndterlighed' pludselig får meget mere med hænder at gøre, end det plejer. Køligt begærligt Også i rejsenotaterne er der hænder og gestisk opmærksomhed: »Efter håndtrykket føres hånden kortvarigt til hjertet. Bevægelsen angiver hilsnens udgangspunkt, dens kammer - og er samtidig en invitation. Den anviser vennen eller den fremmede et indre værelse. Den giver plads«. Det er den opmærksomme registrering, den fine kobling fra sansning til tanke og det velproportionerede 'jeg' (hverken selvforelsket stort eller selvudslettende lille), der kendetegner Bondebjerg, både i rejsenotaterne og digtene. Der er mange glidninger de to former imellem, ligesom der er tematiske glidninger mellem kvinden og verden - de betragtes eller rettere sagt berøres på samme måde (for Bondebjerg er ikke som Leth voyeur): åbent, afsøgende, køligt begærligt, respektfuldt. Tag imod denne hånd I tredje afsnit, der afsøger barndom og erindring, men også rummer drømme og tankeeksperimenter, dukker en tydelig humor op. Og der dukker hænder op, for også som drømme- og erindringsdigter er Bondebjerg rettet mod sansningen, berøringen. I et digt drømmer jeget om sin egen død: »Hvor jeg ved obduktionen/ fandt mit eget hjerte, knytnævestort. Og/ åbnede det, som man åbner en hånd for/ at finde det stjålne. Finger for finger,/ flig for flig.// Og intet fandt«. Tag ikke fejl: Denne digter har meget på hjertet; hans hjerte er ikke inderligt følsomt, men yderligt følsomt - det er en hånd. Som har usædvanlig fin føling med både verden og sprog. Tag imod denne hånd og læs 'Menneske for en dag' - finger for finger, flig for flig.