Er der noget, der er værre end døden? Vernon G. Little, den 15-årige hovedperson i DBC Pierres mirakel af en roman, må være tæt på at kunne svare ja. Han er nemlig så uheldig at overleve, da hans ven Jesus, klassens mobbede outsider, i løbet af få minutter skyder sine klassekammerater med en riffel, som han til sidst også affyrer i sin egen mund. Vernon, der har en anelse om, hvad der kan være på vej, prøver at forhindre massakren, men kommer få sekunder for sent. Mediegalskab Det gør det hysteriske amerikanske realitysamfunds mediegribbe og wannabes ikke. En skolemassakre er en opportunity, der rigtigt udnyttet kan gøre en hvilken som helst lille flække til en guldgrube i løbet af ingen tid. Martirio i Texas har aldrig været på landkortet før, men takket være drabene får byen nu chancen. Vernon selv kommer i kløerne på en driftig tv-mand, Eulalio Ledesma, 'Lally' kaldet, der både har held til at fremstille Vernon som morder - og forføre hans understimulerede moder. Alt og alle går i selvsving. Drengen i centrum for det hele gør, hvad han kan for at undslippe alle de på papiret voksne mennesker, som udelukkende går efter at få deres bid af den lukrative Bevågenhed, men uden held. Salinger som forbillede Historien om Vernon Gregory Little er stor fortællekunst. Alvoren er lige så dyb, som samfundssatiren er sort. DBC Pierre (et kunstnernavn, hvor initialerne står for Dirty But Clean) vender vrangen ud på det moderne USA med samme grundighed, som Don DeLillo gjorde det i 'Hvid støj', men Pierres egentlige læremester er J.D. Salinger. I klassikeren 'Forbandede ungdom' lod han teenageren Holden Caulfield gennemlyse 1950'ernes variant af det store frie - og ekstremt brutale - land med uhyggelig styrke. Ligesom Caulfield, der for længst er en af litteraturens store moderne skikkelser, kombinerer Vernon følsomhed og kynisme. Ikke fordi kynismen er en del af hans natur, men fordi han for at overleve har måttet indse og lære at leve med, at menneskelige relationer i bund og grund er et spørgsmål om magt. Ingen gør i virkeligheden noget for hinanden uden at ville have noget igen. Selv omsorg og kærlighed er med få undtagelser led i byttehandler. Vernons mor og hendes veninder bliver ved med at snakke om køleskabe og gameshow, selv om Vernon sidder på dødsgangen. Dr. Goose, der skal foretage en psykiatrisk undersøgelse af Vernon, bruger sin autoritet til at stikke sin finger op i hans anus og på anden vis krænke ham seksuelt. Ligesom det viser sig, at Goose har gjort med Jesus, der fyrede løs, kort efter at en klassekammerat havde fremdraget en internetside med et foto af ham på dr. Gooses kontor. Råt for usødet Vernon er vildt forelsket i lækre Taylor, som ikke værdiger ham et blik, før han er blevet landskendt og dermed er blevet et trinbræt for hendes egen drøm om at blive noget ved medierne. I sengen spiller hun op til sin slemme killer, mens han endnu er på fri fod i Mexico, men kun til hun har fået ham til at sige noget, der lyder som en indrømmelse af skolemordene. Så stopper legen. Uden for hoteldøren har politiet og tv-holdet ventet, under blusen havde Taylor en mikrofon. Stakkels lille killer, Taylors karriere kan begynde. Ingen roman kan beskrive USA, som landet er. Den bid, DBC Pierre serverer så råt for usødet, er langtfra sandheden om landet, som præsident Bush kalder verdens mægtigste nation, men en blodig luns af det Forstadsamerika, som også Michael Moore ('Bowling for Columbine') har beskæftiget sig med. Pierres velskrevne satire, der ender overraskende, giver et både underholdende og anfægtende blik ind i en galskab, som de fleste amerikanere bestemt kender til og notorisk må gøre en hel del for at holde på afstand. Ligesom vi andre. Moderne tragedie De fleste personer i fablen om Vernon G. Little er tomme hylstre, der længes efter at få fyldt et eller andet indhold på uden rigtig at kunne give udtryk for, hvad det er, de længes efter. Flere af dem mere end aner, at livets indhold ikke kan være at skulle nøjes med at sole sig i en mulig skolemorders tvivlsomme berømmelse, men hvad skal man ellers lave - og hvem har sidst kunnet skelne mellem primære og sekundære erfaringer? Hvad har jeg selv oplevet, og hvad er blot blevet mig indpodet? DBC Pierre har givet sin fremragende og dybt moralske roman undertitlen 'En komedie fra det 21. århundrede med Døden i en af hovedrollerne'. Som antydet er der i bund og grund tale om en moderne tragedie, hvis egentlige emne er magtspillene mellem mennesker - zombier, der af allestedsnærværende medier igen og igen får fortalt, at det kan betale sig at bruge artsfæller som trædesten, hvis man vil frem - og op. En fremgangsmåde, der som bekendt ikke er specielt amerikansk, selv om den unægtelig trives bedst, hvor jungleloven hersker.